Come Along Now

February 9th, 2016

Noget musik passer bedre til bestemte tidspunkter. Titiyos Come Along With Me er god lige nu!

Stop krigen i Syrien

January 29th, 2016

Kære regering og folkevalgte i mit land:
Stop krigen i Syrien!

Er du politiker og træt af, at du får mindre og mindre magt fordi det flyttes til EU eller problemerne allerede er lovgivet for eller bliver løst af bureaukratiet? Så har jeg en opgave til dig:
Stop krigen i Syrien!
Stop den nu.
Det er ikke godt for hverken syrerne eller os danskere, at der er krig i Syrien. Det er forfærdeligt for syrerne og problematisk for danskerne.
Vi har vist ingen interesse i at bekrige nogensomhelst i Syrien, og jeg tvivler på, at andre som fx. USA, Iran, Hizbollah, ISIS og Rusland har nogle argumenter, der kan få en almindelig dansker overbevist om at gå i krig i Syrien. Eller for den sags skyld åbne vores land op for alle de millioner af flygtninge, som en sådan krig skaber.
Så stop den dog!
Bed parterne om at holde op. Hvis alle 179 folkevalgte danske Folketingspolitikere greb telefonen og lagde lidt pres på de stridende parter, så ville det både tydeliggøre det danske folks holdning: At stoppe krigen, kunne skabe en international bevægelse for fred i Syrien, brande vores land som en fredselskende nation og spare os almindelige danskere for uendelige uudholdelige udenomsdiskussioner af hvordan vi skal tackle flygtninge, som flygter fra en krig, vi som nation ikke udtrykker hverken for eller imod om.
Gør noget.
Stop med at snakke med jer selv. Hold op med at snakke med medierne, som ikke brokker sig over jeres selvsving, men gerne trykker det, blot i er indbyrdes uenige.
Stop fjolleriet og det uvæsentlige.
Begynd på noget væsentligt:
Snak med dem, der skal snakkes med.
Og gør det nu:
Stop krigen i Syrien!

Den største iscenesættelse: David Bowie død

January 11th, 2016

Kender du den fornemmelse? At hvis noget er for utroligt til at være sandt, så er det det nok også. Den følelse har jeg siddet med hele dagen: I dag har nyheden gået kloden rundt: David Bowie er død. Dagen efter udgivelsen af sit album Blackstar. Samtlige medier har bragt nyheden OG nævnt den seneste plade, der får mange roser med på vejen. Kendte fra hele verden begræder verdensstjernens død og sociale medier flyder med millioner af ‘R. I. P. David Bowie’-opdateringer.
Det føles for veltimet til at være sandt. At pladen lige blev færdig, at han døde dagen efter – tilmed at udgivelsen havde den titel. Bowie er kendt for at genopfinde sig selv, ville ændre udtryk og være anderledes fra udgivelse til udgivelse. Kunne dette være det største trick han nogensinde har gennemført? Eller måske som nogen kunstner nogensinde har gennemført. Det vil kun tiden vise, men tanken strejfede mig altså, da jeg så den fuldstændig massive hyldestmediedækning, dødsfaldet udløste.

Bekræfter denne historie teorien om ‘compassion fatigue’

December 10th, 2015

Ja – det gør den.

Åbent brev til Danmarks Radios mediemagasin på P1, Mennesker og Medier

Lige nu sker der noget i det danske medielandskab, der gør mig hvidglødende af raseri!

Tilsyneladende sætter samtlige danske medier nyhedskikkerten for det blinde øje overfor én historie, der for blot et år siden ville have ryddet samtlige forsider.
En historie, der opfylder samtlige klassiske nyhedskriterier: Den er aktuel, den er væsentlig, den skaber identifikation, den er sensationel og den er i høj grad fyldt af konflikt. Læs: Samtlige nyhedskriterier bonger ud på max!
Men ikke desto mindre er historien blevet til en Berlingske-artikel – og derfra ikke længere, såvidt jeg kan se ( og her må I altsp have mig undskyldt, hvis jeg ikke har haft tjekket alle danske medier. Ingen opfølgning, ingen tema-historier – bare en efterladen læseren med et stort ‘WHAT?!?’
Det hænger som sådan sammen med jeres interessante diskussion fra sidste uge, hvor I hævdede, at der eksisterer to retninger i forhold til debatten omkring compassion fatigue.

Compassion fatigue – to the test
Heraf viste den ene retning sig så blot at være en påstand om, at den anden retning (compassion fatigue) ikke eksisterer. Ikke en videre imponerende indsats, den ‘retning’ har ydet for at blive kaldt en retning, men hva… Så kan man så diskutere, om det er nok til at hævde, at der er to retninger. I hvert fald bekræfter følgende historie bekræfter, at ‘syndromet’ eksisterer. Ikke blot som billed-båret fænomen, men ligeså meget som historie-båret fænomen.
For der kan ikke være en rationel forklaring – ud over compassion fatigue – der kan forklare, hvorfor en historie som den følgende blot drukner i nyhedshavet:
http://www.b.dk/nationalt/450-mindreaarige-flygtninge-forsvundet-sporloest-fra-danske-asylcentre

Journalist har løjet. Nyhed… hmm?
Ekstra Bladet bruger i stedet i disse dage kræfterne på at undskylde, at en journalist har løjet. Wow, hvor ressourcekrævende… At sige undskyld. At bruge flere siders mediedistributionsstøttede avis på at fortælle en historie – om dem selv. Om en journalist, der har løjet. For at sikre avisens fremtidige troværdighed. Indenfor sport…?!?

450 børn forsvundet. Nyhed? Nej, mener medierne.
Hvad fanden er det for en prioritering? Hvad er vigtigst: 450 børn der er forsvundet i Danmark på et år eller Michael Quoreshis (undskyld, hvis jeg ikke har taget mig tid til at undersøge den korrekte stavemåde af hans navn, men jeg tror sgu’ ikke der er én eneste journalist i kongeriget, der har forsøgt at finde bare fornavnet på ét af de børn, der sporløst er forsvundet her i landet siden januar).

Mediernes blinde plet
Nu ‘ser jeg frem til’ at erfare, om Mennesker og Mediers blinde plet er vokset ligeså stor som resten af redaktionernes. Mit gæt: Ja. Det tror jeg desværre.
Mange mennesker undrer sig over, hvordan jødeforfølgelsen for mange år tilbage kunne ske, uden at folket gjorde noget og reagerede. Det kan sagtens ske, når medierne lægger en stor klap  – fyldt af ligegyldig udenomssnak – henover de blodige sandheder, som vi – uanset om I som medier ønsker at foreholde os eller om vi ønsker at forholde os til – SKAL forholde os til for at kunne fortsætte med at være mennesker.

Hvis du synes danske Grundloven er mere troværdig end politikerne, så stem nej

November 23rd, 2015

I disse dage lanceres ja- og nejbudskaber på samlebånd. De er konstruerede ud fra den ene og den anden forudsætning.
Typisk ser vi dem i annoncer og debatindlæg – som dette (ja, jeg indrømmer at være nøjagtig lige som alle andre meningsdannere), hvor debattøren har gjort sig den ulejlighed at simplificere budskaberne lidt, sådan at det kan læses i én sætning.
Men kun få af de annoncer og kampagneindslag, jeg har set, forholder sig til det reelle indhold i afstemningen.
I stedet har de været gennem en kommunikationsmaskine, et PR-bureau eller en spindoktor, for så til sidst at hæfte sig ved noget andet: Nemlig konsekvensen af et nej. Eller konsekvensen af et ja.

Vil gøre hvadsomhelst for et ja
Ikke den helt umiddelbare konsekvens, altså at en minister skal skrive under på en ny del af loven. Nej. Kampagnerne omhandler i stedet nogle utydelige konsekvenser på meget langt sigt:
Hvis vi stemmer ja vedrørende retsforbeholdet, hvis vi får tilbud om samarbejde, hvis det er godt EU-lovarbejde, hvis politikerne derefter stemmer ja, så kan det betyde bedre internationalt samarbejde omkring optrevling af pædofili-ringe og måske gøre det nemmere for det danske politi i de sager. Annoncen skriver derfor:
‘Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk – stem ja’.
Bingo. Buskab til at forstå. Men vi får samtidigt to andre budskaber med i ‘pakken':
1) Afsenderen af budskabet vil gøre hvadsomhelst – inklusive at forfladige budskaber og nærmest lyve – for at få et ‘ja’.
2) Afsenderen tror ikke, det kan betale sig at forklare, hvad vi egentlig stemmer om den 3. december.

kampagne for ja-nejtak

Det er ikke kun Socialdemokraterne, der har brilleret ved forfladiget kommunikation. Her er det Radikal Ungdom, der forsøger med cocktailen bogstavrim og frygt. Giver det dig lyst til at stemme ja? Nej, vel?!

Det handler om at afgive magt

Det, vi stemmer om, har intet med pædofili at gøre. Det har noget med vores folkeafstemninger at gøre. For det danske forbehold handler om, at vi danskere skal stemme ved folkeafstemning for at afgive suverænitet. Suverænitet er vores mulighed for at bestemme over os selv. Det kaldes suverænitet. Vi har udformet vores undtagelser overfor EU så smart, at hvis vi skal afgive magt til andre stater – overnationale som FN eller EU – eller Tyskland, Sverige eller Islamisk Stat, så skal folket høres. Med en folkeafstemning.

Det er sund fornuft. Så sund fornuft er det, at politikerne, der typisk har været en del mere positive overfor EU end folket, flere gange har forsøgt at få Danmark til at afgive suverænitet til EU, men ofte er de blevet skuffede, når folket ved folkeafstemning har stemt ‘nej’.

Prøver igen at få magten til at afgive magten
Ærgerligt – men demokratisk.
Nu prøver de igen. Denne gang lidt mere spidsfindigt. Nemlig ved at foreslå, at vi fremover lader politikerne selv afgøre, hvis vi skal overgive lidt magt til EU. Sådan i små bidder.
Hvis vi forhandler om politi kan politikerne selv sige ‘ja’ til at afgive lidt dansk suverænitet til EU, og på den måde ‘slipper man’ for at skulle folkeafstemme hver gang. Det er ikke blot bøvlet, men med folkeafstemninger hver gang, vil man også risikere, at folket stemmer nej!
Politikerne vil gerne have lov at træffe de beslutninger selv. Hver gang. Så med folkeafstemningen den 3. december håber man at få en blanko-check fra folket – et ja – til at ‘sælge dansk magt’. Tilvalgsordningen kalder de den.

Du er dum – derfor stem ja
Med kampagnerne og afsenders implicitte budskab om, at de borgere kampagnen henvender sig til, ikke vil kunne forstå det reelle budskab, viser politikerne foragt for mig som vælger.
De skriver: “dette handler om pædofili” når det handler om at give politikerne lov til at stemme for mig.
De vil sælge ud af Grundloven. Men først skal de have mit ja til det. Det vil de gøre ved at påstå, det handler om pædofili.
Politikeren siger med deres forfladigede kampagner, at jeg er for dum til at forstå det rigtige budskab. Derpå beder de om min stemme, fordi de vil forvalte den magt, de påstår, jeg er for dum til at forvalte.
Hvis du synes, de virker mere troværdige end den Grundlov, de forsøger at sælge ud af, så stem ja.
Jeg stemmer nej.

Små pupiller i store biler

November 12th, 2015

Det er enhver sund leders ansvar at komme stofmisbrug i danske virksomheder til livs
Jeg så forleden 60 Minutes på DR2 om udbredelsen af heroin helt ud i hjørnerne af USA. Ud på landet, i middelklassen. Fra rygeheroin til sprøjteheroin. Desværre kommer programmet ikke bag på mig.

Heroin og kokain er udbredt over hele den vestlige verden. Som et fest-stof.
Af forskellige årsager er de forbehold og normer, som tidligere afholdt unge og festramte danskere fra at eksperimentere med mere end alkohol skredet længere og længere ud, sådan at det i dag ikke er ualmindelig at blive inviteret til ‘special fest’ på badeværelset, lidt på samme måde, som da man smugrøg cigaretter i Folkeskolen.
Jeg er ikke imod lykke. Mange beskriver hårde stoffer (for det er kokain og heroin) som lykke, der på en skala fra 1 til 10 når helt op på 26!

Alle fortjener lykke, men…
Jeg under alle at være lykkelige. Jeg forstår også, at det kan være befriende i en altopslidende og stresset verden at tage sig en pause med ren lykke.
Jeg kender mennesker, som jeg under den lykke.
Men jeg under ingen den afhængighed og den mangel på menneskelighed, heraf også menneskelig lykke, som heroin og kokain bringer med sig.
Jeg under alle at lære sig selv at føle lykke. Uden hjælpemidler.

Jeg har været til fester – indenfor højtprofileret aarhusiansk erhvervsliv – hvor venner, jeg troede var succesrige, innovative  og fungerede som idoler for nye kreative iværksættere, med en kendermine inviterede med ud til ‘special fest’.

Små pupiller i store biler

Jeg har haft venner, som til en helt særlig lejlighed, en intim situation, hvor vi talte om livet, kærllgheden, meningen, med det hele, pludselig stille spurgte, om det ville være ok, hvis de ‘tog en bane’ på coveret til min yndlingsCD.
En anden ven er læge. Han sagde et år nejtak til den årlige julefrokost, fordi han ikke længere turde eller kunne tage ansvaret for sine gamle kammeraters stof(mis)brug, når de mødtes. Det var ganske enkelt imod lægeløftet, at han ikke greb ind.

Jeg har set folk med små pupiller køre i store biler, forældre med små børn have for store behov og det kan sg’u være svært at holde den rene fane højt, når man føler sig i mindretal.

Sorg er også naturligt

Jeg vil gerne garantere: Min virksomhed er stoffri. Jeg er stoffri. Jeg har så til gengæld de menneskelige ‘ulemper’, at jeg kan være ked af det, irriteret og have en off-day. Og du kan mærke det på mig. Jeg skjuler det ikke. For jeg har ikke noget at skjule det bag. Ingen stoffer. Allerhøjest kan det være, jeg bliver hjemme og sover længe, eller lader være at svare telefonen. Men at være ked af det eller træt af tingene, er i mine øjne en naturlig del af at være menneske.
Det går mig på, hvis vi udnytter naturen eller hinanden på usle måder. Når vi gør dumme eller ubehagelige ting, der burde få vores alarmklokker til at ringe.
Jeg sniffer ikke bare en bane, glemmer det og arbejder videre på at ødelægge kloden, blot i en rus af afhængighedens lykke.

Fri konkurrence – nu på stoffer?

Men jeg er bange for at sige min holdning. For vil executive stof(mis)bruger mon vælge min virksomhed eller konkurrenten, hvis konkurrenten gik med til ‘special fest’ og jeg blot stod og kiggede usikkert, da de glædesstrålende og med blanke øjne trådte ud gennem badeværelsesdøren igen?
Jeg håber, vi kommer til os selv igen. Det gør mig trist, at se, hvor lidt, mange af mine medmennesker stoler på, at vi kan skabe vores egen lykke selv. Det gør mig trist at se så mange ty til stoffer fordi de har opgivet sig selv som løsning i deres søgen efter lykke. En lykke, der måske slet ikke eksisterer andre steder end i deres egen fantasi og drømme.
Ægte trist. Dog ikke noget, jeg nogensinde kunne drømme om at ‘kurere’ med lidt dyrekøbt og uægte lykke.
Jeg vil med dette indlæg gerne opfordre alle danske virksomheder – ikke mindst enhver sund ledelse – til at sætte ind overfor alle former for stofmisbrug blandt ansatte og allermest blandt de ledere, der skal sikre en sund og socialt acceptabel kultur i virksomhederne.

I andres hænder

November 10th, 2015

Plakat_Den-gyldne-Grundtvig-2015_b_800px

Jeg har en lidt speciel uge. Firmaet har 2 vigtige aftaler i spil. Den ene er en fast aftale på et år, mens den anden er en prestigefyldt aftale om udviklingen af et nyt dansk magasin. Hvis jeg var københavner eller innovativ iværksætter ville jeg kalde det “sindssygt vigtige aftaler”. Men jeg tager dem, som de kommer. Ingen pressen på eller forsøg på at afgøre tingene. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, deltaget i møder, samarbejdet, leveret, præsenteret etc. Nu er der ikke mere, jeg kan gøre for at påvirke resultatet. Ikke andet end at vente. Til andre har vurderet. Vejet mine forslag og idéer og forespurgt på andre priser og muligheder.

Fantastisk vakuum
Er der noget værre? Eller noget bedre? Tomrummet mellem bestået og ikke bestået. Hvor man kan drømme alt muligt og at alt er muligt, før virkeligheden sparker hårdt ind. Virkeligheden i form af en afvisning eller en positiv tilkendegivelse. Og er udfaldet positivt, ja, så skal jeg til at løse opgaverne på den bedst mulige måde. Så lige her, hvor man ikke skal noget – blot vente – og ikke ved, om man er købt eller solgt, er et fantastisk vakuum.
Det kan være svært at sove, når man er i andres hænder. Lidt som op til en fødselsdag, hvor man virkelig glæder sig. Imens kan jeg nyde turen til kåringen af Lone Landmand som årets modtager af højskolekulturprisen Den gyldne Grundtvig i aften. Jeg er sponsor for sidste gang. Men det er første gang, at prisen går til en ikke-A-kendis. Altså en næsten-kendis. Det sker for at være mere aktivistisk og bruge prisen til det, den kan: Sætte fokus på en vigtig idealist med en vigtig dagsorden.

Lidt om rentes rente

September 24th, 2015

Jeg er medlem af bestyrelsen for JAK Danmark. Foreningen har eksisteret siden 1931 og siden da arbejdet for at afskaffe rente og spekulation.

Magrit Kennedy – en tysk professor – lavede et regnestykke, der beregnede Jesus-renten. Altså hvad der ville stå på Jesus’ børneopsparing, hvis Josef i år 0 havde oprettet en opsparingskonto på blot 1 krone i en bank med 5 % i rente. Hvis vi så forestiller os at Jesus genopstod i år 2000, hvor meget ville der så stå på hans konto efter 2000 år?

rentes-rente_Jesus_JAK_web

Svaret er: 2,2 septillioner. Altså: 2 septillioner, 277 sekstilliarder, 240 sekstillioner, 194 kvintilliarder, 870 kvintillioner, 240 kvadrilliarder, nogle kvadrillioner, nogle trilliarder, trillioner, milliarder og millioner, hundredetusinde og måske et par hundrede.

Tallet 2.277.240.194.870.240.000.000.000.000.000.000.000.000.000 er så stort, at vi ikke engang kan forholde os til det. Det svarer til værdien af 6 millioner kugler støbt i guld. Hvor hver kugle er på størrelse med solen!

Den sammenligning viser, at rentesystemet ikke du’r. Ligegyldigt hvad, så vil et fjollet rentesystem IKKE kunne skaffe os blot 1 guldkugle på størrelse med solen, så hvorfor fortsætter vi med at tro, at rente det er en fornuftig måde at opskrive værdier på? Jeg aner det ikke. Men jeg tror, at frygten for at skulle ændre på det system, vi har, er langt stærkere end lysten til at gøre verden mere retfærdig.

Det menneskeskabte Babelsgilde

July 8th, 2015

Vi er på vej til et liv via systemer, der holder os lukkede for alt, som vi ikke selv ønsker at se. Sidst gav det sig udslag i valg-tømmermænd til de vælgere, der ikke – med al god vilje – kunne forstå, hvordan Dansk Folkeparti lige med ét, kunne mobilisere så mange stemmer, at deres resultat overgik det fra sidste valg. Flere valgte at opdatere facebook med kommentarer, hvori de efterlyste folk blandt vennerne, der havde stemt på Dansk Folkeparti.

Men hvorfor opdager man ikke så voldsom en vælgervandring?

Svaret hedder segmentering. Internettet er et hav af informationer. Både fra andre til dig, men også fra dig til andre. Vi kender alle de små cookies, som alle hjemmesider (der overholder lovgivningen) starter med at annoncere brugen af. Vi klikker alle ‘ok’ uden at spekulere. Som med License agreement for software klikker vi blot ‘ok’ for at komme videre i (web-)verden.

Med cookies er du og dine vaner til at danne overblik over. Bevæger du dig på Politiken, Information, facebookgrupper for venstreorienterede grupper eller partier, så segmenteres du som sådan én. En stereotyp, der sandsynligvis ikke gider læse alt for mange af Joachim B. Olsens statusopdateringer eller klummer fra Den Korte Avis.

Vi betaler for at høre det, vi kan lide

Så hvorfor levere dem til dig?
I stedet vælger annoncører, der gerne vil fange opmærksomheden fra folk på venstrefløjen (og her taler vi om SF, Enhedslisten og måske endda Alternativet), dig, som deres mål.

Babeltårnet

De betaler for at du ser deres annoncer eller sponsorerede opslag på Twitter eller Facebook. Måske tror du godt, du kan skelne mellem det sponsorerede og det ikke sponsorerede, men du får generelt færre informationer, der bekræfter andres verdensopfattelser end dit eget. Du beder selv om det. Afsenderen beder selv om det. Formidlere, som fx. Facebook, har kun én interesse: At gøre platformen så tilpasset dine behov og annoncørs behov som overhovedet muligt.

Alle ønsker at tilpasse individuelle verdner til hver enkelt bruger. Hver vores verden. Hvert vores billede af verden.

Samme sprog

Men når vi så skal lave ting i fællesskab i en fælles verden, som fx. den verden, virkeligheden udgør ved et Folketingsvalg, ja så kolliderer 4.145.105 forestillinger om verden pludselig.
Vi har i virkeligheden været udelukket fra at se hinandens verdner mens vi sad og stenede Facebook og klikkede på vores meningsfællers opslag til pegefingerhudløshed.

På mange måder minder udfordringen her om den udfordring, som Gud efter sigende (jeg har det ikke fra mine venners facebookfeed, men fra en fælles bog, som mange af forskellig religiøs observans trods længde og algoritmer på de sociale medier, har læst eller hørt om) påførte menneskene, da de sidst var på deres højeste. Da ville menneskene nemlig med al den teknologiske indsigt, som en forenet menneskehed kunne mobilisere, bygge et tårn, der første direkte til Guds rige. Babelstårnet.

I Det gamle testamente, 1. Mosebog kap. 11 vers 1-9 står:

“Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.” Det fik arbejdet til at gå i stå, og mennesker spredte sig til fjerne egne af kloden.

Gud mente (ifølge Bibelen) ikke, at menneskene på den måde burde styre deres egen skæbne og gøre sig til egen Gud. Derfor lod han dem tale hvert deres sprog. Uden at kunne forstå hinanden kunne menneskene pludselig ikke længere arbejde sammen. Derfor splittedes de og rejste til fjerne egne. Bum!

Vi splitter os selv

I dag er vi en slags meta-Gud. I vores drift efter at skabe den mest sammenhængende menneskehed nogensinde, splitter vi os selv ved at fjerne os og vores forestillinger om verden længere og længere væk fra hinanden. Vi står overfor at kunne miste forståelsen overfor vores naboer, medborgere, familier og kulturer. Hvis det da ikke allerede er sket. Noget, i kølvandet på seneste Folketingsvalg, kunne tyde på, at vi nærmer os den fuldstændige mangel på forståelse for hinanden.

Det er ikke nemt at forstå andre. Især ikke andre, som man ikke anser for at eksistere. Som man ikke er i stand til at se eller høre. Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre i den virtuelle verden. Der er kun virkeligheden at mødes i. Hvis du gider. Men det er dig selv, der skal træde derud. Det er dig, der skal være den udadvendte. Det er dig, der skal være modig nok til at lytte – uden at snakke.

Hvis du da gider.

 

Ved terrassebordet

June 4th, 2015

Jeg sidder ved et terrassebord i efteråret. Det er slidt. Træet.
Jeg nipper til min kaffe og bapper på min politisk ulovlige smøg.
Jeg har små børn indenfor.
Men i dag skinner mit terrassebord som var det lakeret eller dækket af finpudset glas.
Alt spejler sig i bordfladen, der ellers plejer at føles ru og ujævn.

Det regner. Jeg ser på busken. Den står på hovedet i det billede, jeg ser på mit terrassebord.
Den er mere mørk end i virkeligheden. Gang på gang brydes billedet af en dråbe, der rammer overfladen af den sø, som har samlet sig på brædderne.
Så rystes busken. Af ringe. Ringe i vand, der hurtigt genfinder sin flade.
Nu ligner busken sig selv.
Men igen rystes formen til noget syret zig-zaggende vibrerende.
Og vender tilbage til det oprindelige.
Jeg ser busken. I vandet. Jeg holder fast i billedet af den fordi jeg ved, at når ringene fra vanddråben er væk, så er busken tilbage som før.
Billedet af busken.
Men det bliver ved med at regne. Længe endnu.
Da det endelig hører op, er busken slet ikke sådan som jeg holdt fast i bag øjet.
Den har tabt sine blade.
Men jeg troede, at de var der endnu. Og at busken stod på hovedet.
Nu er bladene væk.
Jeg kigger op. Busken står ikke på hovedet. Den har ingen blade.
Den ligner slet ikke det, jeg ventede på så længe.
Den ligner noget helt andet. En udpint og træt busk.
Træt som træet på mit terrassebord. Der nu er blevet slidt og ru igen. Og vådt.
Vandet er løbet af. Malingen skaller og mangler nogle steder. Intet spejler sig længere i bordet.
Jeg spejler mig heller ikke i noget længere.
Jeg er våd, ru og slidt.
Smøgen er brændt ud. Selv slukket er den forkert.
Kaffen er for lunken til at være kold og for kold til at være lun.
Regnen er forbi og intet er hvad det ligner eller for den sags skyld som før.
Hvad man dog ikke oplever på sådan en terrasse.