January 27th, 2015

En uge i religionernes venskaber

January 24th, 2015

Jeg har haft en vidtfavnende uge. Sådan halvt arbejde og halvt idealistisk. Torsdag den 15. januar tog jeg – efter mit blogindlæg den 6. januar og samme indlæg gengivet i Politiken et par dage senere – på visit i Grimhøjmoskeen sammen med Helle Hansen, som er en god veninde. Vi mødtes med imamerne for at tale om DR Dokumentaren og danskernes reaktioner på den. Samme uge har jeg promoveret Aarhus Gospel Singers, som må siges at være i en helt anden grøft. I forgårs var Rune Herholdt fra Aarhus Gospel Singers så på TV2 Østjylland for at fortælle om tro og glæden ved at synge. Fredag var TV Avisen på banen med et indslag, hvor Aarhus Kommune og Østjyllands Politi roser Grimhøjmoskeen for deres indsats i forhold til radikaliserede unge. To indspark i nyhedsstrømmen med fokus på det positive ved forskellige religioner, og det vil jeg gerne rose medierne for.

Mennesker skal beskytte mennesker – også mod os selv

January 8th, 2015

Vi er nødt til at stemme op mod tidevandet. Hvad enten det er muslimer DF’ere, pædofile, rockere, folk med tatoveringer, folk uden tatoveringer, rige, fattige, venstreorienterede, sorte, hvide, metroseksuelle, venstrehåndede, swingere, polyteister, højtuddannede, handicappede, kristne, scleroseramte, narkomisbrugere, narkoleptikere, våbensamlere, søvnforstyrrede, personlighedsforstyrrede der er under angreb. Vi er alle – uanset om vi lever i demokrati eller ej – forpligtede til at stå op for os selv og hinanden – også mod os selv!

Vi laver grupper
Men hvordan kan vi lykkes med at beskytte hinanden mod gruppe(!)pres, når vi konstant inddeler hinanden som i de ovenstående kategorier. Vi inddeler i mængder, grupper, typer. Hvis jeg læsser en bunke Legoklodser ud foran mine børn (eller mig selv) begynder vi automatisk at sortere dem. Efter farve. Efter størrelse. Efter antal knopper, tykkelse, funktion.
Mennesker har svært ved at skelne mellem mange individer. Vi kan se og sanse omtrent syv ting, før vi automatisk ser en mængde i stedet for syv forskellige dele. Vi er nødt til at sortere store mængder for at kunne overskue dem.

Vi tillægger grupperne følelsesladede egenskaber
Det er muligvis en livsnødvendig funktion, men netop den funktion gør det umuligt at bevare ro og fred i et samfund. For pludselig er en gruppe blevet tillagt egenskaber. De gule Legoklodser er de bedste. De små gennemsigtige énere er værdifulde. Irrationelle koblinger opstår næsten med det samme, vi har grupperet en mængde. Hvorfor? I don’t know – måske for bedre at huske den – ligesom de hukommelsessystemer, man kan lære, hvor man tillægger enkelte oplevelser en følelsesmæssig historie. Hvadvedjeg – måske andre har et bedre bud?

Vi går amok
Alle bliver vrede og frustrerede. Det sker næsten hver dag – for de fleste. Det kan være konen, børnene, forældrene, uddannelsen, haven,raseri,  vennerne, arbejdet, familien eller pengene, der skaber problemer. Nogle gange kammer det over, og vi slår igen. Vi råber, slår, ødelægger. Raseriet kommer op til overfladen og ‘dampen bliver lukket ud’. Den slags er en egenskab, som danskerne faktisk også er ganske gode til – selv om vi kan blive bedre. Her gælder det om at ramme rigtigt. For hvis din vrede skyldes kæresten, skal den ikke gå ud over konen. Hvis din vrede skyldes en idiot i trafikken, skal den ikke gå ud over lastbilchaufførerne. Hvis din vrede skyldes en artikel i Jyllands-Posten, skal den ikke gå ud over muslimerne.
Men det er ligeledes menneskeligt at være rasende. Så nogle gange er det udfriende at kunne finde sammen og gå amok over noget, man er enige om, er forkert.

Du er blevet ‘kategoriseret’
Individer, der passer ind i de grupper og fællesmængder, som vi har ‘ladet negativt’ er udsatte. De er mål for raseriet. Måske uden at opdage eller bemærke det. De har ikke nødvendigvis gjort noget med intention om at blive en del af denne fællesmængde – de er bare blevet ‘kategoriseret’ af ud fra et fælles menneskeligt behov for at sortere.

Pligt til at bremse bølgen
Dem skal vi forsvare. Vi skal alle være behjælpelige med at bryde gruppesynet, når uintenderet kategorisering får for stor plads i samfundet. Det er det, jeg mener med en menneskelig pligt. Selv ved at leve i et samfund som det danske demokrati – og så samtidig dukke sig for at lade mængden springe over en selv før de angriber den næste – er at misligholde sin menneskelige pligt.
Det er aldrig fashionabelt at stå op for en pædofil. Lige nu er det helt sikkert heller ikke en lun kop morgente at stå op for muslimer. Jeg siger: Gør det alligevel. For ligesom medierne har et stort ansvar og en skjult meningsdannende magt, så har de intellektuelle (endnu en gruppe) det også. Hvis man véd, at folk lytter eller læser det, man ytrer, så flytter ansvaret med.
Vi har heldigvis alle en fornemmelse af, hvornår nogen går over stregen. Vi kan både hoppe med på bølgen og hoppe af den igen, når det bliver for vildt. Hvis bølgen rammer et andet, eller endnu værre, et uskyldigt menneske, så har vi styrken til – også som enkeltperson – at sige fra. At beskytte det menneske mod os selv.

DR på korstog på Grimhøjvej

January 6th, 2015

Jeg bor 300 meter fra Grimhøjvej. Jeg er født i udkantsdanmark og sørme om jeg ikke genoplever samme korstog mod ‘dem vi ikke gider forstå’ i DR 1 Dokumentaren ‘Den fordømte moske’ tirsdag aften, som man oplever ude i de tyndt befolkede områder i Jylland, når det gælder hvor selvforskyldt deres armod er.

Og jeg er lodret uenig. Hvordan kan DR1 stille Naser Khader mikrofonen til rådighed ved følgende udsagn: ‘Jeg får henvendelser fra familie, venner, naboer [...] om at der foregår kritisable ting.’ Uden at DRs journalist spørger ind til, om hvilke henvendelser, der er tale om. Uden at ønske at se dem. Det er, trods alt, meget alvorlige anklager, han fremlægger.

Taknemmelig for at her er plads
Naser Khader bor ikke her. DR gør heller ikke. Faktisk bor her mange danskere, og så endnu flere muslimer, som sikrer, at vi har Danmarks fedeste indkøbscenter Bazar Vest.
Jeg er taknemmelig for, at vi har et sted, hvor muslimer i min by og mit land kan søge sammen om deres religion og finde fred med den, når andre i mit land byder dem og deres religion så meget trods og så lidt plads.

Din fjendes fjende
Husk på, at da Syrien i begyndelsen skulle angribes, kunne det ikke gå hurtigt nok med at bakke op om koalitionen. Det var et virvar for koalitionen at finde oprørsgrupper, som man turde samarbejde med og sende våben til. ISIS var én af de bedst organiserede grupper. I dag har vi valgt dem fra igen som væbnede samarbejdspartnere, men de kæmper fortsat mod vores fjender – med masser af amerikanske våben. ISIS blev faktisk først vores fjende den dag, vi valgte dem fra.

Fremmedlegionen
Vi skal også huske på, at der gennem alle år er danskere, der rejser til Frankrig og indskriver sig i en mindst lige så barsk organisation, nemlig Fremmedlegionen. Den arbejder for andre mål end danske. Den vælger mål efter fransk udenrigspolitik. Hvor tit tjekker DR, PET og politiet, hvem Fremmedlegionen kæmper imod, og hvor, og hvor mange danskere, der deltager?

Imamer som klipper i stormen
Jeg er stolt over, at vi har imamer, der vil være klipper mod stormen for de islamisk troende. At de sikrer, at der er et sted, hvor man også som muslim rent faktisk også kan praktisere den religionsfrihed, som vi har skrevet i vores lovfundament for Danmark. Den religionsfrihed, som vi halvkristne ateister har så svært ved at værne om for andre end os selv. Endnu mere varmer det mig, at de tør rose en ung dansker som en helt. Muligvis som de eneste på Jorden, på den baggrund, at den unge mand døde for sin tro, og at når man dør for sin tro, så er man en helt. Der er mange danskere, der er døde for deres tro, der hyldes som helte. Selvfølgelig bør man gøre det. Men i denne situation, hvor en dansk dansker har fået nok af krigen i Syrien (det har jeg i øvrigt selv) og har gjort, hvad han kunne for at ændre på noget. Hvad er det nemmeste da? At afvise ham – udstøde ham af fællesskabet, som det åbenbart er sket?Eller at diskutere, om det var rigtigt eller forkert – eller måske begge dele, sådan som vi bryster os af at være eksperter i her i landet. Jeg vil hylde mennesker, som gør noget, for det, de tror på.

Demokratiets fejl
Demokratiet har fejl. Det siger imamer og muslimer også, men her stopper politikernes – og mediernes – forståelse.
Det er som om, at danskere har lov til at kritisere demokratiet synder og sammen. Men hvis du har en anderledes baggrund, så er det privilegium – altså ytringsfriheden – ikke en helt så sikker rettighed. I ‘Den fordømte moske’ tager den ene politiker efter den anden ud på Grimhøjvej for at debattere og skælde ud. Vise styrke. Overfor en gruppe imamer, som reelt blot kan tage alle slag for gruppen, for siger de en lillebitte fejl, bliver de efterfølgende offentligt lynchet i medierne. Derfor er invitationen fra DR en gratis billet til at ride med på folkebølgen mod islam. Det er ikke kønt. Det står ikke skrevet nogen steder, men DR giver taletid til politikere, der gerne vil vise mod. Op til et valgkampsår.

Moske kontra kirke
I programmet bliver en præmis ofte vendt. Nemlig den, at de unge som tager i krig i Syrien oftest (22 ud af 27) kommer i Grimhøjmoskéen. Moskeens imamer fortæller, at de unge er velkomne. I Den danske Folkekirke er alle også velkomne. Uanset baggrund, religion og ideologier. Men når DR vender blikket mod moskeen på Grimhøjvej gælder nogle andre regler.

Hvad bliver resultatet?
Jeg er af den overbevisning, at når vi – medierne sammen med Danmarks Radio – lægger så tungt et pres på en enkeltsag forud for et Folketingsvalg, ja så må det gå galt. Så må det ende med en fejlslutning, hvor vores folkevalgte sætter embedsværket i sving med at undgå principperne i Grundloven. Forbyde noget der er lovligt. Endnu en Tvindlov. Det kan så være med til at radikalisere i hvert fald muslimernes egen selvforståelse her i landet. Det vil – igen – være vand på en politisk mølle, der sikrer en fortsat xenofobisk debat i samfundet. Ikke min kop te. Men hey – jeg er jo også bare en udkantsdansker, der har bosat mig i et rødt parcelhus på en nabovej til det, som danske medier i det korstog, de måtte kunne ventes at mobilisere i et xenofobisk land, har udråbt til verdens farligste vej.

PS: Hvis dette bliver bragt går jeg stærkt ud fra at det i morgen er mig selv, der er den udstødte i dette udstødningsfyldte samfund. For hvorfor lytte længe, når man kan dømme hurtigt?

Spændt på oprydningen i justitsministeriet

November 7th, 2014

Der er tryk på i justitsministeriet. Justitsminister Mette Frederiksen er gået i gang med at ‘rydde op’. Efter klager fra Folketinget over samarbejdsvanskeligheder har hun taget arbejdshandskerne på – ikke for at gå ned i maskinrummet, som politikere ellers ofte ynder at kalde det, men for at luge ud i ukrudtet og uvanerne i ministeriet. En af uvanerne skulle – ifølge formand for statsrevisorerne, Peder Larsen, være at embedsmændene er helt ufølsomme overfor mennesker, som han helt ekstraordinært har udtalt sig til Jyllands-Posten.
Allerede i portrætprogrammet ‘Jeppesen møder’ hvor Michael Jeppesen følger Mette Frederiksen over flere dage i hendes nye ministerium, er der problemer forude. Hun løfter i hvert fald sløret for, at det bliver en udfordring at rette op på ministeriet, og at hun har lovet Folketinget at gøre noget ved sagen. Det siger hun også i en artikel Jyllands-Posten fredag den 7. november, hvor hun dog også forsvarer sine medarbejdere. Det på trods af, at hun netop har ‘flyttet’ den ledende chef, departementschef Anne Kristine Axelsson. Udvisningen lød på ferie – dernæst ny arbejdsplads – nemlig Kirkeministeriet.

Så piben har fået en anden lyd. En anden tone, kunne man mene. Så anderledes, at ministeriets embedsmænd har kaldt til fællesmøde mod den nye og i DJØF-ører åbenbart ikke velklingende tone.

Når de piber, må det være fordi ministeren har fat et sted, hvor det gør ondt. Det er – efter min mening – netop ministrenes fornemste rolle: At sætte sig igennem og ændre ministerier til det, som de skal være – nemlig folkets tjenere. Og det er derfor, vi har valgt politikerne. Til at bestemme, hvad folkets tjenere skal tjene folket med. Godt kæmpet Mette Frederiksen, jeg håber det bliver godt, og at du klarer ildprøven. Og så er det i virkeligheden en hel del vigtigere at se tilbage og vurdere, om de tidligere ministre var deres opgaver voksne? Svaret ligger lige for: Nej! Karen Hækkerup var ikke. Derfor er det naturligt, at hun træder ud af politik. Men var Morten Bødskov egentlig væsentlig bedre? Næh, det kan han ikke have været.

Nøglen til et bedre samfund?

October 9th, 2014

20141009-133341-48821702.jpg
Jeg anbefaler www.jak.dk og like foreningen, som jeg er bestyrelsesmedlem i, på JAK Danmarks facebookside.

Britta Egebjerg på P4 Østjylland

September 2nd, 2014

chib forlag udgiver den 12. september fotobogen ‘Når himlen vælter ind over land’ af Britta Egebjerg. I går – mandag den 1. september – var Britta gæst i P4 Østjylland hos vært, Rasmus Scharling Toft for at fortælle om hendes bog. Du må meget gerne ‘like’ P4 Østjyllands opdatering om Britta på deres facebookside her:

Bange for at fejle?

June 14th, 2014

I så fald kan man isolere sig for evigt i sin egen navle. Lad mig understrege: Det er ikke nemmere, mindre ubehageligt eller sjovere for mig at fejle og drage fejlagtige konklusioner som for eksempel den seneste fortolkning af Venstres krise og løsningen på den. Desværre (mest for min ære og mit selvværd) udspillede virkeligheden sig anderledes end mit gæt. Men. Jeg er ikke bange for at træde ud på vand, hvor andre ikke tør træde. Jeg gør det også, selv når de tørskoede råber, at det er tåbeligt. Det er et træk, der gør mig stolt over mig selv som menneske. Just say’in!

Hvilke egenskaber ved dig selv gør dig stolt?

Venstrekrisens kulmination

June 10th, 2014

Dette er mit bud på, hvordan en modig og samlende plan for Lars Løkke Rasmussens exit kunne skrives, og mit bud på, hvad Venstres krise i så fald ville munde ud i. Jeg har min egen vurdering af, hvad der virkeligt blev aftalt i de ti minutter i Odense, hvor Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trådte afsides for at indgå den aftale, som alle lige siden har tolket i øst og vest.
Min version er følgende, og har for den sags skyld været det hele vejen:
Du kan læse her (på min facebookside), hvordan jeg mener, planen om kongemordet var lagt, forud for krisemødet i Venstres hovedbestyrelse.

Min næste påstand er, at Lars Løkke Rasmussen – efter at have præsenteret hovedbestyrelse inklusiv modstandere og Kristian Jensen for den alternative plan – nemlig at bringe årsmøde, kampvalg og den folkekære Søren Gade på banen – bad om en timeout med Kristian Jensen. Her kommer den geniale del af Lars Løkke Rasmussens plan i spil:

Selvfølgelig har han overvejet at trække sig. Det skal han under alle omstændigheder på et tidspunkt. Lars Løkke Rasmussen tilbyder Kristian Jensen at de sammen kan byde partiet, hovedbestyrelsen og hele Danmark på ro, ved at indgå en aftale. En aftale om løbende indskiftning. Kristian Jensen får en dato for formandsskifte, hvor Lars Løkke vil træde tilbage, og sammen kan de få deres ønsker opfyldt: Kristian Jensen får sit opfyldt om at kunne træde op på formandsposten, mens Lars Løkke Rasmussen slipper ud af opgøret på en konstruktiv måde – med æren i behold, fordi han i første omgang ikke lader sine handlinger diktere af medierne og presset fra omgivelserne og derved tegner et billede af en stærk og i krisetider kreativ leder.

Allerbedst er signalet om, at Venstre kan samarbejde sig ud af kriser. Hele misæren har samlet pressens udelte fokus på oppositionspartiet. Det er en modig strategi, for hvis strategien slipper ud i det fri – til pressen – så vil pressen såvidt muligt modarbejde det planlagte spin og nægte at trække læsset. Men det gør den samlede danske presse altså lige nu. Strategien er det, jeg kalder ‘fly i frit fald’. Den kan faktisk godt flyve, men kun ved at opnå så høj hastighed, at vingerne igen får opdrift. Den eneste måde at nå så høj hastighed, er ved at rette kursen nedad indtil man når maksimal hastighed og igen kan trække flyet op og lande.

Alternativet var en krise af kolossale dimensioner. Nu har Venstre en chance for at rette flyet op. Med en lille smule naivitet fra danske medier og en god timing af offentliggørelsen af Lars Løkke Rasmussens afgang, vil det faktisk være indenfor rækkevidde at gribe situationens kaos og vende det til en succesrig historie for Venstre.

Og her kommer min pointe så: Hvis dette er, hvad Lars Løkke Rasmussen foreslog Kristian Jensen tirsdag den 3. juni, så er det et perfekt timet forslag. Som vi husker fra sidste år, dominerede Socialdemokraterne Folkemødet 2013 med rygterne om en kommende ministerrokade. (Rent spin, vurderede DR2s Martin Krasnik). I år har Venstre bolden og vil servere samtaleemne nummer ét på Folkemødet 2014 på Bornholm: Lars Løkke Rasmussens afgang OG Kristian Jensens nye formandskab. Således får Kristian Jensen det afgørende skub fremad – også i medierne – og Lars Løkke Rasmussen sætter atter en tyk streg under sine evner indenfor forhandling, timing og diplomati. Venstre er reddet, medierne både trak og skubbede partiet frem til det bedst mulige afsæt for et formandsskifte.

Ironisk nok er medierne i gang med at straffe sig selv, fordi de troede, de tog fejl om formandsskiftet. Derfor vil de helt sikkert hverken nå eller turde at spå en analyse som denne. (Det kan jeg kun tillade mig, fordi jeg ikke har læsere og seere og lyttere at tage troværdighedshensyn til). I virkeligheden havde medierne ret. Lars Løkke Rasmussen bebudede sin afgang. Men kun overfor Kristian Jensen. Kun medierne kan ændre på Venstres begavede plan. Men løbet er kørt – torsdag begynder Folkemødet, Venstre offentliggør aftalen, og medierne er igen fanget i sin egen politiske trædemølle og må transmittere den altoverskyggende historie i denne uge: Løkke Rasmussens afgang.

Indholdet i planen beskrevet her er gætværk. Det er den plan, jeg ville have skrevet, hvis jeg havde brugt de muligheder og begrænsninger, som hele smudsaffæren og kongemordet i Venstre gav. Om timingen holder er ikke sikkert – men den lå lige til højrebenet.

Braking News er en større dyd end Breaking News

June 8th, 2014

To brake or to break the News. That is the question. At breake nyheder er mediernes seneste symbol på at hastighed er nummer ét og at netop hastigheden sætter troværdigheden yderligere under pres.
For Breaking News får internt på redaktionerne (ikke mindst i redaktioner i skarp konkurrence med andre medier – i helt udpræget grad Christiansborgredaktionerne) efterhånden højere og højere prioritet. Langt højere end den dyd, som jo er medierne forundt: Nemlig at bremse rygter og bremse deraf opståede ikke-nyheder.
Det er samtidigt mere reglen end undtagelsen, at historier kan baseres på anonyme kilder og journalistens erfaringer. Kombinationen af de to faktorer giver en farlig cocktail, som vi allesammen bedst kender under et andet ord: Nemlig rygter.

Vi kender det allesammen. Vi lytter til bekendte og venner, som vi har kendt i to, fem eller måske 20 år. Vi véd, når det, de fortæller, er rigtigt eller forkert.

Men hvad sker der den dag, hvor vennen har en interesse i at fortælle dig noget andet, end det, der er sandt? Altså lyve. Eller måske i virkeligheden gætter, uden at have indsigt nok til at kende det rigtige svar eller den fulde historie?

Det er her, journalisternes uddannelse træder ind. Ligesom en betjent er trænet til at håndtere vold og kriminalitet på den helt korrekte og juridisk bedste måde, hvor vi selv måske ikke er forberedt men blot handler i affekt. Så er journalister og medier vant til at møde historier, der er lidt for gode, ikke helt til at dokumentere, eller direkte løgn. Vi har værktøjer i bagagen til at veje for og imod, vi dobbelttjekker med andre kilder, finder måder at faktatjekke folks udtalelser (og ja – det kunne i en vigtig sag være at finde kreditkortoplysninger for at verificere ulovlige økonomiske transaktioner eller sågar rode i skraldespande) og vi presser kilder til at stå frem med navn. Alt sammen sikkerhedsforanstaltninger imod at vi viderebringer løgne og forleder læserne. Altsammen for at styrke mediernes troværdighed.

Men på Christiansborg er der ikke samme lyst til at presse kilderne. Langt de fleste Christiansborgjournalister synes simpelt hen at forholdet er for tæt til at turde gå til kilderne. Selv i disse dage, hvor alle korser sig over, at stort set samtlige medier løj om Lars Løkke Rasmussens afgang fortsætter det gigantiske hykleri: Ikke én journalist har afsløret deres ‘anonyme’ kilder. Og vi taler altså ikke om kilder, der kan blive skudt, tortureret eller miste andet end måske noget tillid og en masse indflydelse. Men af en eller anden absurd årsag mener disse kildebeskyttende journalister, at det vil være bedre med et intakt (mis)forhold samt de løgnagtige kilder på deres fortsatte politiske poster – UDEN at afsløre for de allerede misinformerede læsere og seere, hvem der lyver mest af de folkevalgte.

Redaktør af fagbladet Journalisten, skriver, at redaktørerne bør trække sig. Måske kan vi fremadrettet ændre procedurer hen i retning af en placering af ansvar for brug af anonyme løgnagtige kilder.

En løsning kan være at indføre skriftligt ansvar ved brug af anonyme kilder. At redaktører simpelt hen skal underskrive en godkendelse af historier baseret på anonyme kilder, før de sendes ud i spalterne. For hvem ville i dag have lyst til at se sin underskrift på en godkendelse af Løkke-historierne fra tirsdag? Og hvem har egentlig lyst til at skrive under på en kollegas ‘god-anonym-bekendt-kilde’ historie? Det er der ikke særlig mange fornuftige redaktører, der vil. Og så får vi sat automatiske Braking News-bremseklodser på de falske nyheder.