Vandretur i Khazbegi

June 5th, 2017

Uden træning eller andet end ‘første mand m/k på toppen må drikke først af cola’en’ nåede familien – dog uden Markus – 10 km. ind og op på Mount Khazbegi i bjergkæden af samme navn, i Georgien, få kilometer syd for grænsen til Rusland. Vi nåede et godt stykke over snegrænsen. Allerede på vejen op ad bjergvejen fra Stepantsminda, som vi boede i, fik vi selskab af ikke færre end 6 lokale halvvilde hunde. To af dem fulgte os hele vejen. Samtlige 9 timer. Pigerne var lidt skræmte i begyndelsen, men efter at vi havde navngivet dem Bjæf og Pjuske blev vores forhold nærmest familiært.

Norge, Letland, Georgien

June 5th, 2017

Vi har været på en helt fænomenal ferie i de tre lande, med 50-års fødselsdag i Tønsberg, bedstefarvisit i Vadakste med en lille spadseretur til Litauen og sidst 10 dage i Tblisi og Stepantsminda i Khazbegi.

Atter formand for Fair Bidragssats

May 16th, 2017

et sker efterhånden kun sjældent, at jeg opdaterer min egen hjemmeside her. Men en gang i mellem må det jo ske.

Jeg er blevet formand for Fair Bidragssats igen. Det har været en hård fornøjelse, hvis man da kan kalde det en fornøjelse, at være formand i 2016. Vi har været en meget broget forening, sat sammen af et fælles mål imod en sag. Det har jeg aldrig prøvet lignende. Jeg har siddet i utallige foreninger gennem de sidste 25 år. den første stiftede jeg vist allerede som 16-årig. Men aldrig tidligere en forening, hvor både medlemmer og bestyrelse var helt ny for mig.

Det samme tror jeg, gælder for de andre, som har været i berøring med Fair Bidragssats og bestyrelsen.

Bestyrelsen-Fair-bidragssats-2017-Chresten-ibsen-kreditforening-IMG_9458

Nåh, men – her i foråret 2017 – havde jeg igen samlet kræfter og mod til opgaven. Det så ud til, at bestyrelsen blev styrket på alle fronter, og så sagde jeg – efter moderat pres – jatak til formandsposten igen. Målet er at få kreditforeningerne til at trække bidragssatserne tilbage, at skille bank og andelsejet kreditforening ad og skabe en stærk organisation for boligejere i Danmark. Det er i hvert fald mit eget mål.

Journalist Rasmus Løppenthin fra Altinget.dk har skrevet Fair Bidragssats’ korte historie. i en lang og meget grundig version.

Derfor skylder vi alle sammen for evigt

December 16th, 2016

Af Chresten Heesgård Ibsen, tidligere formand og nuværende bestyrelsesmedlem for Fair Bidragssats, bestyrelsesmedlem i JAK Danmark (mod rente og spekulation) samt repræsentantskabsmedlem Folkesparekassen

Af alle systemer er rentesystemet det mest destruktive. Som en ond og øm tandrod, der bare har fÃ¥et lov at gro længere og længere ind i kæben pÃ¥ samfundets økonomiske strukturer, og hvor man véd, at jo længere man lader den være, desto værre bliver følgerne og operationen. Som illustration pÃ¥ rentens skadevirkninger kan nævnes rentesrente. AltsÃ¥ princippet med, at nÃ¥r du ‘tjener’ en krone i rente i Ã¥r, sÃ¥ skal den afføde en øre i rentes rente næste Ã¥r. Et skrækeksempel er Jesusrenten. Et eksempel, som den nyligt afdøde tyske professor, Margrit Kennedy (Interest and Inflation Free Money, 1987) var den første til at lave.

Jesus-renten

Magrit Kennedy beregnede Jesus-renten. Altså hvad der ville stå på Jesus’ børneopsparing, hvis Josef i år 0 havde oprettet en opsparingskonto på blot 1 krone i en bank med 5 % i rente. Hvis vi så forestiller os, at Jesus genopstod i år 2000, hvor meget ville der så stå på hans konto efter 2000 år?

2,2 septillioner

Svaret er 2.277.240.194.870.240.000.000.000.000.000.000.000.000.000 (2,277 E 42) er så stort, at vi ikke engang kan forholde os til det. Det svarer til værdien af 4 millioner kugler støbt i guld (guldpris ved 24 karat: 280,52 kr./gram). Hvor hver kugle er på størrelse med solen (masse: 1,989 E 30 kg.)!

Eksemplet med Jesusrenten viser, at rentesystemet ikke du’r. Ligegyldigt hvad, sÃ¥ vil et fjollet rentesystem IKKE kunne skaffe os blot 1 guldkugle pÃ¥ størrelse med solen. Ikke desto mindre er det et system, som man hylder som ‘naturligt’.

Menneskeskabt

Alle – ikke mindst ansatte og ledere i bank og finanssektoren, som lever af denne ene lille menneskeskabte regel: rente, forsøger pÃ¥ alle mulige og umulige mÃ¥der at berolige alle med, at samfund og økonomi slet ikke ville kunne fungere uden rente og spekulation.

Kan penge virkelig formere sig?

Men det kan det. Det fungerer fint uden, men alle som lever i sektoren vil gøre hvadsomhelst for at bevare rente og troen på, at den virkelig har en funktion. Alle, der kan leve af ingenting at lave i virkeligheden, vil på deres egen måde forsvare den op mod alle logiske sanser fuldstændig tåbelige og latterlige tanke, at penge skal kunne formere sig selv: Rente.

Du skylder penge

For hvad skulle der ellers blive af dem? De kan møde op pÃ¥ et arbejde hver dag. Og med papirer og computerskærme foran sig bruge dagen pÃ¥ at beregne hvorfor DU SOM ARBEJDER HÃ…RDT HVER DAG skylder dem penge – og altsÃ¥ ud over skatten som vi har aftalt i det store fællesskab – ogsÃ¥ skal betale en ekstra andel til den kræftsvulst af en igle, der har sat sig pÃ¥ at formidle de penge som samfundet har skabt.

Begrænser iværksætteri

Hvordan skal de mennesker, som via en samfundsbetalt uddannelse har fÃ¥et indpisket, hvordan systemet hænger sammen sÃ¥dan at netop de kan leve af intet at skabe hver dag i deres liv. Bare sidde og begrænse andres adgang til værdier – de private, boligejere, der vil bygge, erhvervsvirksomheder, der vil udvide eller iværksættere, der vil prøve noget vildt.

Det lyder lidt for nemt til at være sandt, ikke?

Alle elsker det nemme

Svaret er lige for: Det er for nemt til at være sandt!

Der er sg’u ingen nem mÃ¥de at tjene penge pÃ¥.

Men alle elsker lige netop den historie. Selv medierne, som gang pÃ¥ gang hegler op om “nu har denneher 18-Ã¥rige lavet en app” som om det bare var en god idé og et enkelt klik!

Succes uden arbejde? Yeah, right, stupid!

Hvorfor vi elsker den historie? Fordi den taler direkte ind i vores største last, dovenskaben. Vi vil alle med glæde acceptere en løgnehistorie om, at nogen kan tjene penge uden indsats – fx. pÃ¥ aktiemarkedet, en blog eller med en god idé. Vi vil sÃ¥gar acceptere andres succeshistorier uden at faktatjekke dem. For hvis bare dét er sandt, sÃ¥ kan jeg jo ogsÃ¥. SÃ¥ er der ogsÃ¥ en chance for, at JEG kan fÃ¥ samme succes uden indsats.

En chance i helvede

Men det er der ikke. Du har ikke en chance i helvede for at ‘lave penge’.

Så glem det. Lad være at lade din og vores andres verden styre af, at du går i en illusion, som du ikke kan nøjes med at drømme om, men også vil overbevise alle andre om.

Skab noget!

Træk i stedet nogle handsker over dine fine fingre og kom ud og skab noget. Ægte værdier. Noget, du kan se og føle. Du kan bruge en lille moralsk tommelfingerregel, der hedder, at hvis du tjener nogle penge uden at lave noget, så er der andre mennesker et andet sted i verden, der laver et tilsvarende arbejde, blot uden at få penge for det. Lad os trække roden ud sammen. Vi véd godt, det har været træls længe, og er blevet værre. Men nu er det nok. Tiden er inde til at få trukket hele rentens uregerlige rod ud af samfundets kæbe.

Berømt

November 8th, 2016

Tilde (8) og jeg taler ved aftensmaden (Hasselbach kartofler og en lettisk inspireret skinke-agurk-mayo-salat) om at være kendt.

Tilde: »Far, du er berømt. Du er i aviser og sådan noget.«

Chresten: »Nahrj.Så berømt er jeg altså ikke!«

Tilde: »Nåååh. Du er lisså berømt som et dårligt band!«

Bingo!

Manglende vækst er roden til Danmarks manglende selvværd

August 1st, 2016

Af Chresten Heesgård Ibsen, iværksætter, selvstændig, boligejer, helt almindelig dansk statsborger, ikke-økonom men medlem af JAK Danmark og formand for foreningen Fair bidragssats.

Topøkonomer klandrer nu – ifølge Berlingske Tidende 27. juli 2016 – arbejdsmarkedspolitikken som fejlslagen og overvurderet i forhold til at fastholde og styrke væksten i dansk økonomi.
Tidligere overvismand, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og formand i Nykredt, Nina Smith, lægger ud med en kronik i Berlingske Tidende. Kronikken har Berlingske Tidende brugt som afsæt for en debat med flere ledende økonomer om, hvorvidt fokus på arbejdsmarkedsreformer med fortsat forøgelse af arbejdsudbuddet fortsat bør ses som en løftestang for økonomisk vækst i Danmark.

Splinter af virkeligheden
Det er befriende at se tegn på, at der i økonomernes tågede glasbobler efterhånden også kan anes små splinter fra virkeligheden. Virkeligheden er nemlig, at teorien om arbejdsudbuddet som volumenknap for samfundets vækst ikke holder vand. Der er masser af revner i den måde at betragte virkelighedens mekanismer på, og som det også nævnes, så står den samfundsøkonomiske effekt af at tvinge ‘Dovne Robert’ ud på arbejdsmarkedet ikke helt mål med de udgifter, der måtte være forbundet med den pædagogiske pragtpræstation.

Danmark har Ikke godt af vækst!
Men det er på tide at lade hele glaskuplen sprænges og mange flere teorier sive bort fra nationaløkonomernes indsnævrede brilleglas og dermed også give dem mulighed for at se verden uden et forstyrrende økonomiteoretisk filter.
Det er på tide at tage en død tyr ved hornene, smide den til side og indstille dansk nationaløkonomisk tænkning på de vilkår og rammer, som det danske samfund i virkeligheden udgør.
For Danmark og verden har slet ikke godt af vækst. Noget vækst – muligvis. Men det er IKKE et faktum, at danskernes hverdag bliver bedre for hver krone ekstra, vi kan præstere i BNP (Bruttonationalprodukt).

Human Developement Index siden 1990
BNP er en målestok for, hvor meget, vi omsætter for i samfundet. Det handler om, hvor meget, der bliver købt og solgt og produceret. Selv om man meget nemt kan tænke, at det vel er bedre at sælge mere end mindre, så er der altså en del faktorer, der ikke kan rummes af en nationaløkonomisk model som BNP. For god ordens skyld skal det nævnes at FN i dag bruger den indiske nobelprismodtageren (i økonomi) Amartya Sens indeks, Human Developement Indeks, HDI, til at måle velstand og udvikling. HDI er blevet opgjort hvert år siden 1990 og kan findes her: http://hdr.undp.org/en/data.

Nyt køkken for at øge forbruget?
Men nÃ¥r medier, økonomer og politikere henviser til dansk økonomi, nÃ¥r de lægger eller gransker budgetter og præsenterer nationalregnskaber – ja – sÃ¥ sker det fortsat med udgangspunkt i noget sÃ¥ misvisende og gammeldags som BNP.
En del af dansk økonomi foregÃ¥r i vores boliger. Vi renoverer, river ned, nybygger og sætter i stand. Nogle af os gør det fordi køkkenet virkelig trænger og ovnen er fra 1965 og i sig selv kan betale sig hjem, Men andre gør det fordi det medfører en værdistigning i ejendommen. Med et nyt køkken og mÃ¥ske renoveret badeværelse kan huset sælges lidt dyrere. Ikke fordi vi vil flytte, men bare for at vi kan lÃ¥ne til lidt længere op over vores skorsten og købe en ferie mere, nogle hyndekasser eller fÃ¥ en bil mere. Ofte uden et reelt behov, der rækker længere end at det ‘føles rigtigt’ at forbruge og i øvrigt blev understøttet politisk af en statsminister, som 17. august 2011 direkte opfordrede borgerne til at ‘svinge Dankortet lidt oftere’ (Information 18/8 2011). Eller omvendt med et behov for at hæve vurderingen pÃ¥ boligen og dermed kunne sælge den dyrere – som en handelsvare frem for et hjem.

En hverdag uden gæld?
Selv om danskerne sparer store summer op i bankerne, sÃ¥ er vi – og var pÃ¥ tidspunktet for statsministerens dankort-kommentar ogsÃ¥ verdens mest forgældede folkefærd – mÃ¥lt pÃ¥ gælden i de private husholdninger. Vi har banklÃ¥n og kreditforeningslÃ¥n som aldrig før.
Hvis vi nu antog, at vi danskere havde lyst til at betale vores gæld – bÃ¥de til kreditforening og bank. At bo i betalte hjem. SÃ¥ ville en gigantisk dynamik forsvinde fra landets økonomiske omsætning. Administrationerne i kreditmarkedet skulle skære ned og indtægter pÃ¥ renter, bidragssatser og gebyrer ville forsvinde. Men ville vi dale ned blandt de mest fattige landes økonomier set pÃ¥ velstand og velfærd? Næppe. Men mon ikke en enkelt eller flere finans-ministre og ratingbureauer ville fÃ¥ kaffen i klemme, hvis de skulle forestille sig Danmarks økonomi UDEN boligfinansiering og det finansmarked, der knytter sig til den del af vores hverdag.

Stop ræset – følg dine drømme
Ikke desto mindre er min påstand, at vi alle ville være lykkeligere, hvis vi med et trylleslag fik afdraget vores boliger og dermed ikke længere skyldte bank og realkreditforeninger penge på den konto.
Hvorfor det? Jo, for hvis vi ikke hver måned skulle halse efter at skaffe endnu flere penge til afdrag, renter, bidragssatser og hvad der ellers bliver opkrævet for vores boligers finansierings skyld, så kunne vi give os lidt mere tid til at se vores familie. Vores venner. Måske forfølge en god idé, som vi engang havde opgivet eller i hvert fald lagt på hylden et stykke tid, fordi der også skulle ‘smør på brødet’ og den slags får man jo ikke af at drømme. Altså med mindre man har tid til at forfølge sine drømme.

Bedre iværksætteri
Skulle man følge den tanke helt til dørs ville det i virkeligheden være det ægte incitament til at Danmark kunne fÃ¥ tid og overskud til at give den mere gas som iværksætternation. Hvilket ogsÃ¥ er Nina Smiths ønske ifølge kronik og artikler i Berlingske. Forskellen pÃ¥ professoren og min version af tilgangen til at skabe bedre rum for iværksætteri er blot den, at Nina Smith gerne vil statsstøtte og – i mine øjne – statsbureaukratisere iværksætteriet, mens jeg taler for en afbureaukratisering, der kan frigøre bÃ¥de tid, økonomi og lyst til at iværksættere selv kan iværksætte. NÃ¥r de vil, hvor de vil.

Vækst! Vækst! Vækst!
De færreste af os har i dag tid lyst og overskud til at forfølge vore drømme. For vi er spændt for en vogn, som politikerne holder tømmen på og pisker med råbet ‘vækst’. Den vogn hedder BNP og alle, økonomer, vismænd, embedsmænd og politikere har bildt hinanden ind, at vækst er den eneste kraft, der kan få os til at trække den vogn.

Nationalt selvværd giver velfærd
Men det passer ikke. Vækst er ikke en naturlov, der medfører velstand og samfundet høje selvværd. Tværtimod. NÃ¥r vi konstant ikke leverer de tÃ¥belige krav om vækst, som politikere og økonomer helst ser, for at deres excel-ark giver sorte tal pÃ¥ bundlinjen, sÃ¥ lykkes Danmark igen og igen ikke med særlig meget. Vi lever ikke op til vores egne forventninger. Og det giver lavt selvværd. PÃ¥ samme mÃ¥de som hvis den danske olympiske komité sagde, at danske sportsfolk skulle levere 5 % flere guldmedaljer ved hvert OL. Enten skulle man udvide OL med nye skøre danskudviklede sportsgrene hvert fjerde Ã¥r, importere flere sportstalenter eller træne en større og større andel af befolkningen hvert Ã¥r for at indfri forventningerne. Det kan de fleste af os se det fjollede i, men ikke desto mindre er det samme mindset, der fÃ¥r nationaløkonomerne til at fastholde samfundet i en fælles depression og i et lavt selvværd. En depression, vi først kan træde ud af, nÃ¥r økonomerne tør splintre den fedtede, gamle og ugennemskuelige glaskugle og forsigtigt træde ud i virkeligheden – væk fra de tÃ¥gede forestillinger om vækstsamfundets evige selvudvidende paradoks og ind i en verden, hvor national selvværd er national velfærd.

Denne artikel er skrevet 100 % uden brug af tal. Det skyldes det faktum, at økonomi IKKE er en eksakt videnskab, men ofte fejlagtigt fremstilles som sådan.

Forsvar Danmark mod alt ondt udefra

March 19th, 2016

Herunder regulering og spekulation af vores boliger

“Mi casa es su casa”. Det er spansk for sætningen: Mit hjem er dit hjem. En Ã¥benhed og gæstfrihed, som jeg mener kendetegner ikke blot spaniere men i høj grad ogsÃ¥ os danskere.
Min bolig er min vens bolig. Min ven må bruge mit hjem, som var det hans eget.
Men i Danmark er det en sætning med modifikationer. Det opdagede 470.000 medlemmer af foreningen Totalkredit i februar, da Totalkredit og moderselskabet Nykredit mente, at medlemmerne nu var blevet så meget kunder, at man kunne ændre priser på den avance, bidragssatsen, som foreningen opkræver af medlemmerne for det lån, foreningen håndterer. Realkreditlånet.

Dit hus er vores hus
Med brevet minder Totalkredit ogsÃ¥ os lÃ¥nbefængte husejere om noget helt andet og grundlæggende: Nemlig at “Dit hus er mit hus”. Ikke som en gæstfrihed, men som en Store Claus, der lige husker Lille Claus pÃ¥, at de fire heste foran ploven i virkeligheden ikke tilhører Lille Claus, men Store Claus.
Totalkredit minder os om, at vi egentlig ikke bør være gæstfrie med vores hus, for det er jo slet ikke vores. Samtidigt hæver de lige prisen: Et tydeligt tegn på, hvem der bestemmer i dét venskabsforhold.

Store Claus og Lille Claus
Vi har været kreative i Fair bidragssats – vi bruger alle midler til at udbasunere uretfærdigheden. Og det gør da ogsÃ¥ lidt indtryk pÃ¥ Store Claus, der nu er i gang med en del tiltag for at kunne kopiere Lille Claus’ succes pÃ¥ facebook med protesten mod bidragssatserne.
Nok om Claus. Vi protesterer indædt mod forhøjelsen af bidragssatserne. For den er unfair og går ud over mennesker, der ikke har meget. Den går desuden ud over noget, som vi aldrig i vores vildeste fantasi gider have ind på hverken den højspekulative eller politiske bane: Nemlig vores bolig.

Et hjem skal være trygt
En bolig er der, hvor man bor. Man kan leje eller eje. Essensen af at have en bolig er at have et sted til sig selv og sin familie. En rede, en fast base og et sted, hvor man har hjemme. For at foretage en stor investering i en bolig og et hjem har vi skabt realkreditten, der skal sikre billige lån til medlemmerne over lang tid. Det skal først og fremmest være trygt at købe hus.
Der er mange, der er lune pÃ¥ det marked. For ejendomspriserne kan man spekulere i – se blot prisforskellene mellem udkant og byomrÃ¥der – og tag Finanskrisen med ejendomsspekulanterne som et nyligt eksempel. Ingen ønsker at ens hus og hjem bliver ‘offer’ for spekulation – nogle har mÃ¥ske nydt godt af værdistigninger, men mange har desuden taget kæmpetab som følge af netop spekulation.
Boligen er et meget ømt punkt at lade mennesker spekulere i, for den rokker ved vores tryghed som boligejere og familier her i Danmark.

Ingen regulering – og dog
Dog melder regeringen Рog ogs̴ Nykredit Рat man helst ser at der reguleres s̴ lidt som muligt.
Det gør sig i øvrigt – sÃ¥vidt jeg lige har forstÃ¥et – ogsÃ¥ gældende, hvad angÃ¥r regulering af Nykredits og Totalkredits og de andre kreditforeninges muligheder for at ændre bidragssatser som vinden blæser.
Det dÃ¥rlige er, at Nykredit er ved at ændre sig fra en medlemsorganisation til et børsnoteret selskab. Nu bliver medlemmerne til kunder, som aktionærer efterfølgende kan malke – og investorer kan forlange udnyttet efter forgodtbefindende.
Det gode er, at man s̴ burde kunne flytte de l̴n, vi i Fair bidragssats har samlet Рpt. 7,1 mia. kr. over i vores helt eget kreditinstitut.
Men her støder vi så ind i regulering og lovgivning. Der er masser af krav til og regulering af, hvordan man opretter en ny kreditforening.

Stavnsbundet
SÃ¥ ligesom man føler sig stavnsbundet af kreditforeningen, fordi man enten kan æde bidragssatsstigningen eller betale endnu mere for at fÃ¥ omlagt sit lÃ¥n, flytte kreditforening og mÃ¥ske endda pengeinstitut – en decideret tab eller tab-situation for kunderne, sÃ¥ føler vi os sørme ogsÃ¥ stavnsbundet af regeringen. For enten kan vi ønske lovgivning, hvortil regeringen og Troels Lund Poulsen (bemærk at det ikke er Finansminister Claus Hjort Frederiksen) svarer at man er ikke interesseret i at regulere mere end nødvendigt, eller vi kan ønske frie tøjler, sÃ¥ vi selv kan gøre noget.
Men netop regulering, som Troels Lund Poulsen jo taler imod, er skyld i, at det kan vi ikke bare lige gøre. Man kan så håbe på, at han straks nedsætter endnu et lyn-udvalg til i stedet at deregulere sektoren, så vi kan komme videre. Men det ville såmænd undre mig en del. Troels Lund Poulsen er jo bare Troels Lund Poulsen.

Ro hjemme – ro ude
Fri os fra det onde, hvad enten det er spekulation, regulering, de-regulering eller måske i virkeligheden folk, der ingen handle kraft har. Hvilken af de fire, der gør mest ondt på husejerne og medlemmerne i Fair bidragssats lige nu, skal jeg lade være usagt. Men hvis en eller to politikere skulle komme i tvivl om, hvordan man løser alle de problemer i ét genialt hug, kan jeg give jer løsningen lige her og nu: Rul forhøjelsen af bidragssatserne tilbage!
Lad vores boliger blive til vores hjem igen og ikke en slagmark, hvor storfinans sluger lunserne mens halvdøde og magtløse politikere flyder i hobetal.
Når der er ro på derhjemme, så er der også ro på ude. Og så kan vi igen med næstekærlighed sige: Mi casa es su casa!

Dag 12

March 4th, 2016

I dag er dag 12. Det bliver en mærkedag. Dag 12 fordi det er 12 dage siden, jeg oprettede en facebookgruppe, der hedder ‘Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit‘. Det gjorde jeg, fordi jeg netop havde modtaget et brev fra min kreditforening, hvori der stod, at min bidragssats (den afgift, jeg skal betale til dem, der administrerer mit huslÃ¥n) ville stige med godt 20 %. Det var en søndag. Først var vi 2 medlemmer i gruppen. SÃ¥ tilføjede jeg Anders Sandbjerg Larsen, der havde skrevet et meget populært opslag pÃ¥ facebook et par dage i forvejen.
Mandag var der 2000 medlemmer i gruppen. Tirsdag rundede vi 4000, og jeg mødtes med Anders for første gang. I dag, dag 12, er vi 33.000 medlemmer. Vi har organiseret 20 administratorer, har skrevet med på et lovforslag, sendt breve med medlemmernes holdninger til erhvervsordførerne, samlet lån for samlet 5,7 milliarder fra 3000 vrede kunder, gjort klar til at stifte foreningen Fair bidragssats (og bygget hjemmesiden) på torsdag den 10. marts, forhandlet med partierne, været i medierne overalt i landet, aftalt møder med andre kreditforeninger, påvirket arbejdet i Nykredits repræsentantskab og arrangeret demonstrationer.
I dag, fredag den 4. marts, kulminerer meget af arbejdet. Nykredit har (efter bestyrelsesmøde i gÃ¥r) indkaldt erhvervsordførerne fra Folketingets partier til møde, hvor de vil forklare bidragsstigningen. Mødet er lukket, og starter klokken 9 pÃ¥ Kalvebods Brygge i København. Samtidigt i Silkeborg mødes Anders Sandbjerg Larsen og Anders Dam, direktør i Jyske Bank, til vores første forhandlinger med et alternativt kreditinstitut, nemlig BRF Kredit. I eftermiddag har Erhvervsminister Troels Lund Poulsen indkaldt parterne fra forliget omkring Finansiel Stabilitet til møde om sagen. Vores støtter er ude i medierne fra morgenstunden. Sidst – for mit eget vedkommende – skal jeg deltage i debat i P1 Business. PÃ¥ det tidspunkt kan det se helt anderledes ud, end sagen stÃ¥r lige nu, klokken 7:30 om morgenen. Jeg er mere end spændt. Men nu skal jeg altsÃ¥ arbejde lidt i min egen virksomhed, chib pressebureau, for der skal jo lidt føde pÃ¥ bordet (og der er terminer at betale). God morgen.

Come Along Now

February 9th, 2016

Noget musik passer bedre til bestemte tidspunkter. Titiyos Come Along With Me er god lige nu!

Stop krigen i Syrien

January 29th, 2016

Kære regering og folkevalgte i mit land:
Stop krigen i Syrien!

Er du politiker og træt af, at du får mindre og mindre magt fordi det flyttes til EU eller problemerne allerede er lovgivet for eller bliver løst af bureaukratiet? Så har jeg en opgave til dig:
Stop krigen i Syrien!
Stop den nu.
Det er ikke godt for hverken syrerne eller os danskere, at der er krig i Syrien. Det er forfærdeligt for syrerne og problematisk for danskerne.
Vi har vist ingen interesse i at bekrige nogensomhelst i Syrien, og jeg tvivler på, at andre som fx. USA, Iran, Hizbollah, ISIS og Rusland har nogle argumenter, der kan få en almindelig dansker overbevist om at gå i krig i Syrien. Eller for den sags skyld åbne vores land op for alle de millioner af flygtninge, som en sådan krig skaber.
SÃ¥ stop den dog!
Bed parterne om at holde op. Hvis alle 179 folkevalgte danske Folketingspolitikere greb telefonen og lagde lidt pres på de stridende parter, så ville det både tydeliggøre det danske folks holdning: At stoppe krigen, kunne skabe en international bevægelse for fred i Syrien, brande vores land som en fredselskende nation og spare os almindelige danskere for uendelige uudholdelige udenomsdiskussioner af hvordan vi skal tackle flygtninge, som flygter fra en krig, vi som nation ikke udtrykker hverken for eller imod om.
Gør noget.
Stop med at snakke med jer selv. Hold op med at snakke med medierne, som ikke brokker sig over jeres selvsving, men gerne trykker det, blot i er indbyrdes uenige.
Stop fjolleriet og det uvæsentlige.
Begynd på noget væsentligt:
Snak med dem, der skal snakkes med.
Og gør det nu:
Stop krigen i Syrien!