Berømt

November 8th, 2016

Tilde (8) og jeg taler ved aftensmaden (Hasselbach kartofler og en lettisk inspireret skinke-agurk-mayo-salat) om at være kendt.

Tilde: »Far, du er berømt. Du er i aviser og sådan noget.«

Chresten: »Nahrj.Så berømt er jeg altså ikke!«

Tilde: »Nåååh. Du er lisså berømt som et dårligt band!«

Bingo!

Manglende vækst er roden til Danmarks manglende selvværd

August 1st, 2016

Af Chresten Heesgård Ibsen, iværksætter, selvstændig, boligejer, helt almindelig dansk statsborger, ikke-økonom men medlem af JAK Danmark og formand for foreningen Fair bidragssats.

Topøkonomer klandrer nu – ifølge Berlingske Tidende 27. juli 2016 – arbejdsmarkedspolitikken som fejlslagen og overvurderet i forhold til at fastholde og styrke væksten i dansk økonomi.
Tidligere overvismand, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og formand i Nykredt, Nina Smith, lægger ud med en kronik i Berlingske Tidende. Kronikken har Berlingske Tidende brugt som afsæt for en debat med flere ledende økonomer om, hvorvidt fokus på arbejdsmarkedsreformer med fortsat forøgelse af arbejdsudbuddet fortsat bør ses som en løftestang for økonomisk vækst i Danmark.

Splinter af virkeligheden
Det er befriende at se tegn på, at der i økonomernes tågede glasbobler efterhånden også kan anes små splinter fra virkeligheden. Virkeligheden er nemlig, at teorien om arbejdsudbuddet som volumenknap for samfundets vækst ikke holder vand. Der er masser af revner i den måde at betragte virkelighedens mekanismer på, og som det også nævnes, så står den samfundsøkonomiske effekt af at tvinge ‘Dovne Robert’ ud på arbejdsmarkedet ikke helt mål med de udgifter, der måtte være forbundet med den pædagogiske pragtpræstation.

Danmark har Ikke godt af vækst!
Men det er på tide at lade hele glaskuplen sprænges og mange flere teorier sive bort fra nationaløkonomernes indsnævrede brilleglas og dermed også give dem mulighed for at se verden uden et forstyrrende økonomiteoretisk filter.
Det er på tide at tage en død tyr ved hornene, smide den til side og indstille dansk nationaløkonomisk tænkning på de vilkår og rammer, som det danske samfund i virkeligheden udgør.
For Danmark og verden har slet ikke godt af vækst. Noget vækst – muligvis. Men det er IKKE et faktum, at danskernes hverdag bliver bedre for hver krone ekstra, vi kan præstere i BNP (Bruttonationalprodukt).

Human Developement Index siden 1990
BNP er en målestok for, hvor meget, vi omsætter for i samfundet. Det handler om, hvor meget, der bliver købt og solgt og produceret. Selv om man meget nemt kan tænke, at det vel er bedre at sælge mere end mindre, så er der altså en del faktorer, der ikke kan rummes af en nationaløkonomisk model som BNP. For god ordens skyld skal det nævnes at FN i dag bruger den indiske nobelprismodtageren (i økonomi) Amartya Sens indeks, Human Developement Indeks, HDI, til at måle velstand og udvikling. HDI er blevet opgjort hvert år siden 1990 og kan findes her: http://hdr.undp.org/en/data.

Nyt køkken for at øge forbruget?
Men når medier, økonomer og politikere henviser til dansk økonomi, når de lægger eller gransker budgetter og præsenterer nationalregnskaber – ja – så sker det fortsat med udgangspunkt i noget så misvisende og gammeldags som BNP.
En del af dansk økonomi foregår i vores boliger. Vi renoverer, river ned, nybygger og sætter i stand. Nogle af os gør det fordi køkkenet virkelig trænger og ovnen er fra 1965 og i sig selv kan betale sig hjem, Men andre gør det fordi det medfører en værdistigning i ejendommen. Med et nyt køkken og måske renoveret badeværelse kan huset sælges lidt dyrere. Ikke fordi vi vil flytte, men bare for at vi kan låne til lidt længere op over vores skorsten og købe en ferie mere, nogle hyndekasser eller få en bil mere. Ofte uden et reelt behov, der rækker længere end at det ‘føles rigtigt’ at forbruge og i øvrigt blev understøttet politisk af en statsminister, som 17. august 2011 direkte opfordrede borgerne til at ‘svinge Dankortet lidt oftere’ (Information 18/8 2011). Eller omvendt med et behov for at hæve vurderingen på boligen og dermed kunne sælge den dyrere – som en handelsvare frem for et hjem.

En hverdag uden gæld?
Selv om danskerne sparer store summer op i bankerne, så er vi – og var på tidspunktet for statsministerens dankort-kommentar også verdens mest forgældede folkefærd – målt på gælden i de private husholdninger. Vi har banklån og kreditforeningslån som aldrig før.
Hvis vi nu antog, at vi danskere havde lyst til at betale vores gæld – både til kreditforening og bank. At bo i betalte hjem. Så ville en gigantisk dynamik forsvinde fra landets økonomiske omsætning. Administrationerne i kreditmarkedet skulle skære ned og indtægter på renter, bidragssatser og gebyrer ville forsvinde. Men ville vi dale ned blandt de mest fattige landes økonomier set på velstand og velfærd? Næppe. Men mon ikke en enkelt eller flere finans-ministre og ratingbureauer ville få kaffen i klemme, hvis de skulle forestille sig Danmarks økonomi UDEN boligfinansiering og det finansmarked, der knytter sig til den del af vores hverdag.

Stop ræset – følg dine drømme
Ikke desto mindre er min påstand, at vi alle ville være lykkeligere, hvis vi med et trylleslag fik afdraget vores boliger og dermed ikke længere skyldte bank og realkreditforeninger penge på den konto.
Hvorfor det? Jo, for hvis vi ikke hver måned skulle halse efter at skaffe endnu flere penge til afdrag, renter, bidragssatser og hvad der ellers bliver opkrævet for vores boligers finansierings skyld, så kunne vi give os lidt mere tid til at se vores familie. Vores venner. Måske forfølge en god idé, som vi engang havde opgivet eller i hvert fald lagt på hylden et stykke tid, fordi der også skulle ‘smør på brødet’ og den slags får man jo ikke af at drømme. Altså med mindre man har tid til at forfølge sine drømme.

Bedre iværksætteri
Skulle man følge den tanke helt til dørs ville det i virkeligheden være det ægte incitament til at Danmark kunne få tid og overskud til at give den mere gas som iværksætternation. Hvilket også er Nina Smiths ønske ifølge kronik og artikler i Berlingske. Forskellen på professoren og min version af tilgangen til at skabe bedre rum for iværksætteri er blot den, at Nina Smith gerne vil statsstøtte og – i mine øjne – statsbureaukratisere iværksætteriet, mens jeg taler for en afbureaukratisering, der kan frigøre både tid, økonomi og lyst til at iværksættere selv kan iværksætte. Når de vil, hvor de vil.

Vækst! Vækst! Vækst!
De færreste af os har i dag tid lyst og overskud til at forfølge vore drømme. For vi er spændt for en vogn, som politikerne holder tømmen på og pisker med råbet ‘vækst’. Den vogn hedder BNP og alle, økonomer, vismænd, embedsmænd og politikere har bildt hinanden ind, at vækst er den eneste kraft, der kan få os til at trække den vogn.

Nationalt selvværd giver velfærd
Men det passer ikke. Vækst er ikke en naturlov, der medfører velstand og samfundet høje selvværd. Tværtimod. Når vi konstant ikke leverer de tåbelige krav om vækst, som politikere og økonomer helst ser, for at deres excel-ark giver sorte tal på bundlinjen, så lykkes Danmark igen og igen ikke med særlig meget. Vi lever ikke op til vores egne forventninger. Og det giver lavt selvværd. På samme måde som hvis den danske olympiske komité sagde, at danske sportsfolk skulle levere 5 % flere guldmedaljer ved hvert OL. Enten skulle man udvide OL med nye skøre danskudviklede sportsgrene hvert fjerde år, importere flere sportstalenter eller træne en større og større andel af befolkningen hvert år for at indfri forventningerne. Det kan de fleste af os se det fjollede i, men ikke desto mindre er det samme mindset, der får nationaløkonomerne til at fastholde samfundet i en fælles depression og i et lavt selvværd. En depression, vi først kan træde ud af, når økonomerne tør splintre den fedtede, gamle og ugennemskuelige glaskugle og forsigtigt træde ud i virkeligheden – væk fra de tågede forestillinger om vækstsamfundets evige selvudvidende paradoks og ind i en verden, hvor national selvværd er national velfærd.

Denne artikel er skrevet 100 % uden brug af tal. Det skyldes det faktum, at økonomi IKKE er en eksakt videnskab, men ofte fejlagtigt fremstilles som sådan.

Forsvar Danmark mod alt ondt udefra

March 19th, 2016

Herunder regulering og spekulation af vores boliger

“Mi casa es su casa”. Det er spansk for sætningen: Mit hjem er dit hjem. En åbenhed og gæstfrihed, som jeg mener kendetegner ikke blot spaniere men i høj grad også os danskere.
Min bolig er min vens bolig. Min ven må bruge mit hjem, som var det hans eget.
Men i Danmark er det en sætning med modifikationer. Det opdagede 470.000 medlemmer af foreningen Totalkredit i februar, da Totalkredit og moderselskabet Nykredit mente, at medlemmerne nu var blevet så meget kunder, at man kunne ændre priser på den avance, bidragssatsen, som foreningen opkræver af medlemmerne for det lån, foreningen håndterer. Realkreditlånet.

Dit hus er vores hus
Med brevet minder Totalkredit også os lånbefængte husejere om noget helt andet og grundlæggende: Nemlig at “Dit hus er mit hus”. Ikke som en gæstfrihed, men som en Store Claus, der lige husker Lille Claus på, at de fire heste foran ploven i virkeligheden ikke tilhører Lille Claus, men Store Claus.
Totalkredit minder os om, at vi egentlig ikke bør være gæstfrie med vores hus, for det er jo slet ikke vores. Samtidigt hæver de lige prisen: Et tydeligt tegn på, hvem der bestemmer i dét venskabsforhold.

Store Claus og Lille Claus
Vi har været kreative i Fair bidragssats – vi bruger alle midler til at udbasunere uretfærdigheden. Og det gør da også lidt indtryk på Store Claus, der nu er i gang med en del tiltag for at kunne kopiere Lille Claus’ succes på facebook med protesten mod bidragssatserne.
Nok om Claus. Vi protesterer indædt mod forhøjelsen af bidragssatserne. For den er unfair og går ud over mennesker, der ikke har meget. Den går desuden ud over noget, som vi aldrig i vores vildeste fantasi gider have ind på hverken den højspekulative eller politiske bane: Nemlig vores bolig.

Et hjem skal være trygt
En bolig er der, hvor man bor. Man kan leje eller eje. Essensen af at have en bolig er at have et sted til sig selv og sin familie. En rede, en fast base og et sted, hvor man har hjemme. For at foretage en stor investering i en bolig og et hjem har vi skabt realkreditten, der skal sikre billige lån til medlemmerne over lang tid. Det skal først og fremmest være trygt at købe hus.
Der er mange, der er lune på det marked. For ejendomspriserne kan man spekulere i – se blot prisforskellene mellem udkant og byområder – og tag Finanskrisen med ejendomsspekulanterne som et nyligt eksempel. Ingen ønsker at ens hus og hjem bliver ‘offer’ for spekulation – nogle har måske nydt godt af værdistigninger, men mange har desuden taget kæmpetab som følge af netop spekulation.
Boligen er et meget ømt punkt at lade mennesker spekulere i, for den rokker ved vores tryghed som boligejere og familier her i Danmark.

Ingen regulering – og dog
Dog melder regeringen – og også Nykredit – at man helst ser at der reguleres så lidt som muligt.
Det gør sig i øvrigt – såvidt jeg lige har forstået – også gældende, hvad angår regulering af Nykredits og Totalkredits og de andre kreditforeninges muligheder for at ændre bidragssatser som vinden blæser.
Det dårlige er, at Nykredit er ved at ændre sig fra en medlemsorganisation til et børsnoteret selskab. Nu bliver medlemmerne til kunder, som aktionærer efterfølgende kan malke – og investorer kan forlange udnyttet efter forgodtbefindende.
Det gode er, at man så burde kunne flytte de lån, vi i Fair bidragssats har samlet – pt. 7,1 mia. kr. over i vores helt eget kreditinstitut.
Men her støder vi så ind i regulering og lovgivning. Der er masser af krav til og regulering af, hvordan man opretter en ny kreditforening.

Stavnsbundet
Så ligesom man føler sig stavnsbundet af kreditforeningen, fordi man enten kan æde bidragssatsstigningen eller betale endnu mere for at få omlagt sit lån, flytte kreditforening og måske endda pengeinstitut – en decideret tab eller tab-situation for kunderne, så føler vi os sørme også stavnsbundet af regeringen. For enten kan vi ønske lovgivning, hvortil regeringen og Troels Lund Poulsen (bemærk at det ikke er Finansminister Claus Hjort Frederiksen) svarer at man er ikke interesseret i at regulere mere end nødvendigt, eller vi kan ønske frie tøjler, så vi selv kan gøre noget.
Men netop regulering, som Troels Lund Poulsen jo taler imod, er skyld i, at det kan vi ikke bare lige gøre. Man kan så håbe på, at han straks nedsætter endnu et lyn-udvalg til i stedet at deregulere sektoren, så vi kan komme videre. Men det ville såmænd undre mig en del. Troels Lund Poulsen er jo bare Troels Lund Poulsen.

Ro hjemme – ro ude
Fri os fra det onde, hvad enten det er spekulation, regulering, de-regulering eller måske i virkeligheden folk, der ingen handle kraft har. Hvilken af de fire, der gør mest ondt på husejerne og medlemmerne i Fair bidragssats lige nu, skal jeg lade være usagt. Men hvis en eller to politikere skulle komme i tvivl om, hvordan man løser alle de problemer i ét genialt hug, kan jeg give jer løsningen lige her og nu: Rul forhøjelsen af bidragssatserne tilbage!
Lad vores boliger blive til vores hjem igen og ikke en slagmark, hvor storfinans sluger lunserne mens halvdøde og magtløse politikere flyder i hobetal.
Når der er ro på derhjemme, så er der også ro på ude. Og så kan vi igen med næstekærlighed sige: Mi casa es su casa!

Dag 12

March 4th, 2016

I dag er dag 12. Det bliver en mærkedag. Dag 12 fordi det er 12 dage siden, jeg oprettede en facebookgruppe, der hedder ‘Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit‘. Det gjorde jeg, fordi jeg netop havde modtaget et brev fra min kreditforening, hvori der stod, at min bidragssats (den afgift, jeg skal betale til dem, der administrerer mit huslån) ville stige med godt 20 %. Det var en søndag. Først var vi 2 medlemmer i gruppen. Så tilføjede jeg Anders Sandbjerg Larsen, der havde skrevet et meget populært opslag på facebook et par dage i forvejen.
Mandag var der 2000 medlemmer i gruppen. Tirsdag rundede vi 4000, og jeg mødtes med Anders for første gang. I dag, dag 12, er vi 33.000 medlemmer. Vi har organiseret 20 administratorer, har skrevet med på et lovforslag, sendt breve med medlemmernes holdninger til erhvervsordførerne, samlet lån for samlet 5,7 milliarder fra 3000 vrede kunder, gjort klar til at stifte foreningen Fair bidragssats (og bygget hjemmesiden) på torsdag den 10. marts, forhandlet med partierne, været i medierne overalt i landet, aftalt møder med andre kreditforeninger, påvirket arbejdet i Nykredits repræsentantskab og arrangeret demonstrationer.
I dag, fredag den 4. marts, kulminerer meget af arbejdet. Nykredit har (efter bestyrelsesmøde i går) indkaldt erhvervsordførerne fra Folketingets partier til møde, hvor de vil forklare bidragsstigningen. Mødet er lukket, og starter klokken 9 på Kalvebods Brygge i København. Samtidigt i Silkeborg mødes Anders Sandbjerg Larsen og Anders Dam, direktør i Jyske Bank, til vores første forhandlinger med et alternativt kreditinstitut, nemlig BRF Kredit. I eftermiddag har Erhvervsminister Troels Lund Poulsen indkaldt parterne fra forliget omkring Finansiel Stabilitet til møde om sagen. Vores støtter er ude i medierne fra morgenstunden. Sidst – for mit eget vedkommende – skal jeg deltage i debat i P1 Business. På det tidspunkt kan det se helt anderledes ud, end sagen står lige nu, klokken 7:30 om morgenen. Jeg er mere end spændt. Men nu skal jeg altså arbejde lidt i min egen virksomhed, chib pressebureau, for der skal jo lidt føde på bordet (og der er terminer at betale). God morgen.

Come Along Now

February 9th, 2016

Noget musik passer bedre til bestemte tidspunkter. Titiyos Come Along With Me er god lige nu!

Stop krigen i Syrien

January 29th, 2016

Kære regering og folkevalgte i mit land:
Stop krigen i Syrien!

Er du politiker og træt af, at du får mindre og mindre magt fordi det flyttes til EU eller problemerne allerede er lovgivet for eller bliver løst af bureaukratiet? Så har jeg en opgave til dig:
Stop krigen i Syrien!
Stop den nu.
Det er ikke godt for hverken syrerne eller os danskere, at der er krig i Syrien. Det er forfærdeligt for syrerne og problematisk for danskerne.
Vi har vist ingen interesse i at bekrige nogensomhelst i Syrien, og jeg tvivler på, at andre som fx. USA, Iran, Hizbollah, ISIS og Rusland har nogle argumenter, der kan få en almindelig dansker overbevist om at gå i krig i Syrien. Eller for den sags skyld åbne vores land op for alle de millioner af flygtninge, som en sådan krig skaber.
Så stop den dog!
Bed parterne om at holde op. Hvis alle 179 folkevalgte danske Folketingspolitikere greb telefonen og lagde lidt pres på de stridende parter, så ville det både tydeliggøre det danske folks holdning: At stoppe krigen, kunne skabe en international bevægelse for fred i Syrien, brande vores land som en fredselskende nation og spare os almindelige danskere for uendelige uudholdelige udenomsdiskussioner af hvordan vi skal tackle flygtninge, som flygter fra en krig, vi som nation ikke udtrykker hverken for eller imod om.
Gør noget.
Stop med at snakke med jer selv. Hold op med at snakke med medierne, som ikke brokker sig over jeres selvsving, men gerne trykker det, blot i er indbyrdes uenige.
Stop fjolleriet og det uvæsentlige.
Begynd på noget væsentligt:
Snak med dem, der skal snakkes med.
Og gør det nu:
Stop krigen i Syrien!

Den største iscenesættelse: David Bowie død

January 11th, 2016

Kender du den fornemmelse? At hvis noget er for utroligt til at være sandt, så er det det nok også. Den følelse har jeg siddet med hele dagen: I dag har nyheden gået kloden rundt: David Bowie er død. Dagen efter udgivelsen af sit album Blackstar. Samtlige medier har bragt nyheden OG nævnt den seneste plade, der får mange roser med på vejen. Kendte fra hele verden begræder verdensstjernens død og sociale medier flyder med millioner af ‘R. I. P. David Bowie’-opdateringer.
Det føles for veltimet til at være sandt. At pladen lige blev færdig, at han døde dagen efter – tilmed at udgivelsen havde den titel. Bowie er kendt for at genopfinde sig selv, ville ændre udtryk og være anderledes fra udgivelse til udgivelse. Kunne dette være det største trick han nogensinde har gennemført? Eller måske som nogen kunstner nogensinde har gennemført. Det vil kun tiden vise, men tanken strejfede mig altså, da jeg så den fuldstændig massive hyldestmediedækning, dødsfaldet udløste.

Bekræfter denne historie teorien om ‘compassion fatigue’

December 10th, 2015

Ja – det gør den.

Åbent brev til Danmarks Radios mediemagasin på P1, Mennesker og Medier

Lige nu sker der noget i det danske medielandskab, der gør mig hvidglødende af raseri!

Tilsyneladende sætter samtlige danske medier nyhedskikkerten for det blinde øje overfor én historie, der for blot et år siden ville have ryddet samtlige forsider.
En historie, der opfylder samtlige klassiske nyhedskriterier: Den er aktuel, den er væsentlig, den skaber identifikation, den er sensationel og den er i høj grad fyldt af konflikt. Læs: Samtlige nyhedskriterier bonger ud på max!
Men ikke desto mindre er historien blevet til en Berlingske-artikel – og derfra ikke længere, såvidt jeg kan se ( og her må I altsp have mig undskyldt, hvis jeg ikke har haft tjekket alle danske medier. Ingen opfølgning, ingen tema-historier – bare en efterladen læseren med et stort ‘WHAT?!?’
Det hænger som sådan sammen med jeres interessante diskussion fra sidste uge, hvor I hævdede, at der eksisterer to retninger i forhold til debatten omkring compassion fatigue.

Compassion fatigue – to the test
Heraf viste den ene retning sig så blot at være en påstand om, at den anden retning (compassion fatigue) ikke eksisterer. Ikke en videre imponerende indsats, den ‘retning’ har ydet for at blive kaldt en retning, men hva… Så kan man så diskutere, om det er nok til at hævde, at der er to retninger. I hvert fald bekræfter følgende historie bekræfter, at ‘syndromet’ eksisterer. Ikke blot som billed-båret fænomen, men ligeså meget som historie-båret fænomen.
For der kan ikke være en rationel forklaring – ud over compassion fatigue – der kan forklare, hvorfor en historie som den følgende blot drukner i nyhedshavet:
http://www.b.dk/nationalt/450-mindreaarige-flygtninge-forsvundet-sporloest-fra-danske-asylcentre

Journalist har løjet. Nyhed… hmm?
Ekstra Bladet bruger i stedet i disse dage kræfterne på at undskylde, at en journalist har løjet. Wow, hvor ressourcekrævende… At sige undskyld. At bruge flere siders mediedistributionsstøttede avis på at fortælle en historie – om dem selv. Om en journalist, der har løjet. For at sikre avisens fremtidige troværdighed. Indenfor sport…?!?

450 børn forsvundet. Nyhed? Nej, mener medierne.
Hvad fanden er det for en prioritering? Hvad er vigtigst: 450 børn der er forsvundet i Danmark på et år eller Michael Quoreshis (undskyld, hvis jeg ikke har taget mig tid til at undersøge den korrekte stavemåde af hans navn, men jeg tror sgu’ ikke der er én eneste journalist i kongeriget, der har forsøgt at finde bare fornavnet på ét af de børn, der sporløst er forsvundet her i landet siden januar).

Mediernes blinde plet
Nu ‘ser jeg frem til’ at erfare, om Mennesker og Mediers blinde plet er vokset ligeså stor som resten af redaktionernes. Mit gæt: Ja. Det tror jeg desværre.
Mange mennesker undrer sig over, hvordan jødeforfølgelsen for mange år tilbage kunne ske, uden at folket gjorde noget og reagerede. Det kan sagtens ske, når medierne lægger en stor klap  – fyldt af ligegyldig udenomssnak – henover de blodige sandheder, som vi – uanset om I som medier ønsker at foreholde os eller om vi ønsker at forholde os til – SKAL forholde os til for at kunne fortsætte med at være mennesker.

Hvis du synes Grundloven er mere troværdig end politikerne, så stem nej

November 23rd, 2015

I disse dage lanceres ja- og nejbudskaber på samlebånd. De er konstruerede ud fra den ene og den anden forudsætning.
Typisk ser vi dem i annoncer og debatindlæg – som dette (ja, jeg indrømmer at være nøjagtig lige som alle andre meningsdannere), hvor debattøren har gjort sig den ulejlighed at simplificere budskaberne lidt, sådan at det kan læses i én sætning.
Men kun få af de annoncer og kampagneindslag, jeg har set, forholder sig til det reelle indhold i afstemningen.
I stedet har de været gennem en kommunikationsmaskine, et PR-bureau eller en spindoktor, for så til sidst at hæfte sig ved noget andet: Nemlig konsekvensen af et nej. Eller konsekvensen af et ja.

Vil gøre hvadsomhelst for et ja
Ikke den helt umiddelbare konsekvens, altså at en minister skal skrive under på en ny del af loven. Nej. Kampagnerne omhandler i stedet nogle utydelige konsekvenser på meget langt sigt:
Hvis vi stemmer ja vedrørende retsforbeholdet, hvis vi får tilbud om samarbejde, hvis det er godt EU-lovarbejde, hvis politikerne derefter stemmer ja, så kan det betyde bedre internationalt samarbejde omkring optrevling af pædofili-ringe og måske gøre det nemmere for det danske politi i de sager. Annoncen skriver derfor:
‘Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk – stem ja’.
Bingo. Buskab til at forstå. Men vi får samtidigt to andre budskaber med i ‘pakken':
1) Afsenderen af budskabet vil gøre hvadsomhelst – inklusive at forfladige budskaber og nærmest lyve – for at få et ‘ja’.
2) Afsenderen tror ikke, det kan betale sig at forklare, hvad vi egentlig stemmer om den 3. december.

kampagne for ja-nejtak

Det er ikke kun Socialdemokraterne, der har brilleret ved forfladiget kommunikation. Her er det Radikal Ungdom, der forsøger med cocktailen bogstavrim og frygt. Giver det dig lyst til at stemme ja? Nej, vel?!

Det handler om at afgive magt

Det, vi stemmer om, har intet med pædofili at gøre. Det har noget med vores folkeafstemninger at gøre. For det danske forbehold handler om, at vi danskere skal stemme ved folkeafstemning for at afgive suverænitet. Suverænitet er vores mulighed for at bestemme over os selv. Det kaldes suverænitet. Vi har udformet vores undtagelser overfor EU så smart, at hvis vi skal afgive magt til andre stater – overnationale som FN eller EU – eller Tyskland, Sverige eller Islamisk Stat, så skal folket høres. Med en folkeafstemning.

Det er sund fornuft. Så sund fornuft er det, at politikerne, der typisk har været en del mere positive overfor EU end folket, flere gange har forsøgt at få Danmark til at afgive suverænitet til EU, men ofte er de blevet skuffede, når folket ved folkeafstemning har stemt ‘nej’.

Prøver igen at få magten til at afgive magten
Ærgerligt – men demokratisk.
Nu prøver de igen. Denne gang lidt mere spidsfindigt. Nemlig ved at foreslå, at vi fremover lader politikerne selv afgøre, hvis vi skal overgive lidt magt til EU. Sådan i små bidder.
Hvis vi forhandler om politi kan politikerne selv sige ‘ja’ til at afgive lidt dansk suverænitet til EU, og på den måde ‘slipper man’ for at skulle folkeafstemme hver gang. Det er ikke blot bøvlet, men med folkeafstemninger hver gang, vil man også risikere, at folket stemmer nej!
Politikerne vil gerne have lov at træffe de beslutninger selv. Hver gang. Så med folkeafstemningen den 3. december håber man at få en blanko-check fra folket – et ja – til at ‘sælge dansk magt’. Tilvalgsordningen kalder de den.

Du er dum – derfor stem ja
Med kampagnerne og afsenders implicitte budskab om, at de borgere kampagnen henvender sig til, ikke vil kunne forstå det reelle budskab, viser politikerne foragt for mig som vælger.
De skriver: “dette handler om pædofili” når det handler om at give politikerne lov til at stemme for mig.
De vil sælge ud af Grundloven. Men først skal de have mit ja til det. Det vil de gøre ved at påstå, det handler om pædofili.
Politikeren siger med deres forfladigede kampagner, at jeg er for dum til at forstå det rigtige budskab. Derpå beder de om min stemme, fordi de vil forvalte den magt, de påstår, jeg er for dum til at forvalte.
Hvis du synes, de virker mere troværdige end den Grundlov, de forsøger at sælge ud af, så stem ja.
Jeg stemmer nej.

Små pupiller i store biler

November 12th, 2015

Det er enhver sund leders ansvar at komme stofmisbrug i danske virksomheder til livs
Jeg så forleden 60 Minutes på DR2 om udbredelsen af heroin helt ud i hjørnerne af USA. Ud på landet, i middelklassen. Fra rygeheroin til sprøjteheroin. Desværre kommer programmet ikke bag på mig.

Heroin og kokain er udbredt over hele den vestlige verden. Som et fest-stof.
Af forskellige årsager er de forbehold og normer, som tidligere afholdt unge og festramte danskere fra at eksperimentere med mere end alkohol skredet længere og længere ud, sådan at det i dag ikke er ualmindelig at blive inviteret til ‘special fest’ på badeværelset, lidt på samme måde, som da man smugrøg cigaretter i Folkeskolen.
Jeg er ikke imod lykke. Mange beskriver hårde stoffer (for det er kokain og heroin) som lykke, der på en skala fra 1 til 10 når helt op på 26!

Alle fortjener lykke, men…
Jeg under alle at være lykkelige. Jeg forstår også, at det kan være befriende i en altopslidende og stresset verden at tage sig en pause med ren lykke.
Jeg kender mennesker, som jeg under den lykke.
Men jeg under ingen den afhængighed og den mangel på menneskelighed, heraf også menneskelig lykke, som heroin og kokain bringer med sig.
Jeg under alle at lære sig selv at føle lykke. Uden hjælpemidler.

Jeg har været til fester – indenfor højtprofileret aarhusiansk erhvervsliv – hvor venner, jeg troede var succesrige, innovative  og fungerede som idoler for nye kreative iværksættere, med en kendermine inviterede med ud til ‘special fest’.

Små pupiller i store biler

Jeg har haft venner, som til en helt særlig lejlighed, en intim situation, hvor vi talte om livet, kærllgheden, meningen, med det hele, pludselig stille spurgte, om det ville være ok, hvis de ‘tog en bane’ på coveret til min yndlingsCD.
En anden ven er læge. Han sagde et år nejtak til den årlige julefrokost, fordi han ikke længere turde eller kunne tage ansvaret for sine gamle kammeraters stof(mis)brug, når de mødtes. Det var ganske enkelt imod lægeløftet, at han ikke greb ind.

Jeg har set folk med små pupiller køre i store biler, forældre med små børn have for store behov og det kan sg’u være svært at holde den rene fane højt, når man føler sig i mindretal.

Sorg er også naturligt

Jeg vil gerne garantere: Min virksomhed er stoffri. Jeg er stoffri. Jeg har så til gengæld de menneskelige ‘ulemper’, at jeg kan være ked af det, irriteret og have en off-day. Og du kan mærke det på mig. Jeg skjuler det ikke. For jeg har ikke noget at skjule det bag. Ingen stoffer. Allerhøjest kan det være, jeg bliver hjemme og sover længe, eller lader være at svare telefonen. Men at være ked af det eller træt af tingene, er i mine øjne en naturlig del af at være menneske.
Det går mig på, hvis vi udnytter naturen eller hinanden på usle måder. Når vi gør dumme eller ubehagelige ting, der burde få vores alarmklokker til at ringe.
Jeg sniffer ikke bare en bane, glemmer det og arbejder videre på at ødelægge kloden, blot i en rus af afhængighedens lykke.

Fri konkurrence – nu på stoffer?

Men jeg er bange for at sige min holdning. For vil executive stof(mis)bruger mon vælge min virksomhed eller konkurrenten, hvis konkurrenten gik med til ‘special fest’ og jeg blot stod og kiggede usikkert, da de glædesstrålende og med blanke øjne trådte ud gennem badeværelsesdøren igen?
Jeg håber, vi kommer til os selv igen. Det gør mig trist, at se, hvor lidt, mange af mine medmennesker stoler på, at vi kan skabe vores egen lykke selv. Det gør mig trist at se så mange ty til stoffer fordi de har opgivet sig selv som løsning i deres søgen efter lykke. En lykke, der måske slet ikke eksisterer andre steder end i deres egen fantasi og drømme.
Ægte trist. Dog ikke noget, jeg nogensinde kunne drømme om at ‘kurere’ med lidt dyrekøbt og uægte lykke.
Jeg vil med dette indlæg gerne opfordre alle danske virksomheder – ikke mindst enhver sund ledelse – til at sætte ind overfor alle former for stofmisbrug blandt ansatte og allermest blandt de ledere, der skal sikre en sund og socialt acceptabel kultur i virksomhederne.