Archive for the ‘Kultur’ Category

I andres hænder

Tuesday, November 10th, 2015

Plakat_Den-gyldne-Grundtvig-2015_b_800px

Jeg har en lidt speciel uge. Firmaet har 2 vigtige aftaler i spil. Den ene er en fast aftale pÃ¥ et Ã¥r, mens den anden er en prestigefyldt aftale om udviklingen af et nyt dansk magasin. Hvis jeg var københavner eller innovativ iværksætter ville jeg kalde det “sindssygt vigtige aftaler”. Men jeg tager dem, som de kommer. Ingen pressen pÃ¥ eller forsøg pÃ¥ at afgøre tingene. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, deltaget i møder, samarbejdet, leveret, præsenteret etc. Nu er der ikke mere, jeg kan gøre for at pÃ¥virke resultatet. Ikke andet end at vente. Til andre har vurderet. Vejet mine forslag og idéer og forespurgt pÃ¥ andre priser og muligheder.

Fantastisk vakuum
Er der noget værre? Eller noget bedre? Tomrummet mellem bestÃ¥et og ikke bestÃ¥et. Hvor man kan drømme alt muligt og at alt er muligt, før virkeligheden sparker hÃ¥rdt ind. Virkeligheden i form af en afvisning eller en positiv tilkendegivelse. Og er udfaldet positivt, ja, sÃ¥ skal jeg til at løse opgaverne pÃ¥ den bedst mulige mÃ¥de. SÃ¥ lige her, hvor man ikke skal noget – blot vente – og ikke ved, om man er købt eller solgt, er et fantastisk vakuum.
Det kan være svært at sove, når man er i andres hænder. Lidt som op til en fødselsdag, hvor man virkelig glæder sig. Imens kan jeg nyde turen til kåringen af Lone Landmand som årets modtager af højskolekulturprisen Den gyldne Grundtvig i aften. Jeg er sponsor for sidste gang. Men det er første gang, at prisen går til en ikke-A-kendis. Altså en næsten-kendis. Det sker for at være mere aktivistisk og bruge prisen til det, den kan: Sætte fokus på en vigtig idealist med en vigtig dagsorden.

Det menneskeskabte Babelsgilde

Wednesday, July 8th, 2015

Vi er pÃ¥ vej til et liv via systemer, der holder os lukkede for alt, som vi ikke selv ønsker at se. Sidst gav det sig udslag i valg-tømmermænd til de vælgere, der ikke – med al god vilje – kunne forstÃ¥, hvordan Dansk Folkeparti lige med ét, kunne mobilisere sÃ¥ mange stemmer, at deres resultat overgik det fra sidste valg. Flere valgte at opdatere facebook med kommentarer, hvori de efterlyste folk blandt vennerne, der havde stemt pÃ¥ Dansk Folkeparti.

Men hvorfor opdager man ikke så voldsom en vælgervandring?

Svaret hedder segmentering. Internettet er et hav af informationer. BÃ¥de fra andre til dig, men ogsÃ¥ fra dig til andre. Vi kender alle de smÃ¥ cookies, som alle hjemmesider (der overholder lovgivningen) starter med at annoncere brugen af. Vi klikker alle ‘ok’ uden at spekulere. Som med License agreement for software klikker vi blot ‘ok’ for at komme videre i (web-)verden.

Med cookies er du og dine vaner til at danne overblik over. Bevæger du dig på Politiken, Information, facebookgrupper for venstreorienterede grupper eller partier, så segmenteres du som sådan én. En stereotyp, der sandsynligvis ikke gider læse alt for mange af Joachim B. Olsens statusopdateringer eller klummer fra Den Korte Avis.

Vi betaler for at høre det, vi kan lide

SÃ¥ hvorfor levere dem til dig?
I stedet vælger annoncører, der gerne vil fange opmærksomheden fra folk på venstrefløjen (og her taler vi om SF, Enhedslisten og måske endda Alternativet), dig, som deres mål.

Babeltårnet

De betaler for at du ser deres annoncer eller sponsorerede opslag på Twitter eller Facebook. Måske tror du godt, du kan skelne mellem det sponsorerede og det ikke sponsorerede, men du får generelt færre informationer, der bekræfter andres verdensopfattelser end dit eget. Du beder selv om det. Afsenderen beder selv om det. Formidlere, som fx. Facebook, har kun én interesse: At gøre platformen så tilpasset dine behov og annoncørs behov som overhovedet muligt.

Alle ønsker at tilpasse individuelle verdner til hver enkelt bruger. Hver vores verden. Hvert vores billede af verden.

Samme sprog

Men når vi så skal lave ting i fællesskab i en fælles verden, som fx. den verden, virkeligheden udgør ved et Folketingsvalg, ja så kolliderer 4.145.105 forestillinger om verden pludselig.
Vi har i virkeligheden været udelukket fra at se hinandens verdner mens vi sad og stenede Facebook og klikkede på vores meningsfællers opslag til pegefingerhudløshed.

På mange måder minder udfordringen her om den udfordring, som Gud efter sigende (jeg har det ikke fra mine venners facebookfeed, men fra en fælles bog, som mange af forskellig religiøs observans trods længde og algoritmer på de sociale medier, har læst eller hørt om) påførte menneskene, da de sidst var på deres højeste. Da ville menneskene nemlig med al den teknologiske indsigt, som en forenet menneskehed kunne mobilisere, bygge et tårn, der første direkte til Guds rige. Babelstårnet.

I Det gamle testamente, 1. Mosebog kap. 11 vers 1-9 står:

“Se, de er ét folk med samme sprog. NÃ¥r de begynder at handle sÃ¥dan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, sÃ¥ de ikke forstÃ¥r hinanden.” Det fik arbejdet til at gÃ¥ i stÃ¥, og mennesker spredte sig til fjerne egne af kloden.

Gud mente (ifølge Bibelen) ikke, at menneskene på den måde burde styre deres egen skæbne og gøre sig til egen Gud. Derfor lod han dem tale hvert deres sprog. Uden at kunne forstå hinanden kunne menneskene pludselig ikke længere arbejde sammen. Derfor splittedes de og rejste til fjerne egne. Bum!

Vi splitter os selv

I dag er vi en slags meta-Gud. I vores drift efter at skabe den mest sammenhængende menneskehed nogensinde, splitter vi os selv ved at fjerne os og vores forestillinger om verden længere og længere væk fra hinanden. Vi står overfor at kunne miste forståelsen overfor vores naboer, medborgere, familier og kulturer. Hvis det da ikke allerede er sket. Noget, i kølvandet på seneste Folketingsvalg, kunne tyde på, at vi nærmer os den fuldstændige mangel på forståelse for hinanden.

Det er ikke nemt at forstÃ¥ andre. Især ikke andre, som man ikke anser for at eksistere. Som man ikke er i stand til at se eller høre. Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre i den virtuelle verden. Der er kun virkeligheden at mødes i. Hvis du gider. Men det er dig selv, der skal træde derud. Det er dig, der skal være den udadvendte. Det er dig, der skal være modig nok til at lytte – uden at snakke.

Hvis du da gider.

 

The Incredible Machine – igen

Tuesday, November 6th, 2012

Tjek dem ud. The Incredible Machine – T. I. M. Det er et hedengangent band – oprindelig fra Kolding, men flyttede senere til Aarhus. Forsanger Tim Alvin Boström sang, spillede guitar og komponerede. Jeg synes, de ligger tæt op af Dizzy Mizz Lizzy, og nÃ¥r jeg hører musikken gÃ¥r det op for mig, at jeg er dybt dybt afhængig af den musik. Den rammer mig voldsomt, og sender mig tilbage i mange af de følelser, som jeg genkender fra starten af dette Ã¥rtusinde. Lyt fx. til balladen Tomorrow – her pÃ¥ bandbase. I øvrigt spiller Tim Alvin Boström gratis hyldestkoncert (5 af de største numre) for Dizzy Mizz Lizzy i aften – tirsdag den 6. november klokken 20 i Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus.

chib pressebureau sponsorerer Den gyldne Grundtvig med 1/4 mio.

Wednesday, June 6th, 2012

Mandag den 4. juni offentliggjorde vi det sÃ¥: chib pressebureau – mit firma – sponsorerer højskoleprisen Den gyldne Grundtvig med et fem-Ã¥rigt sponsorat til en værdi af 250.000 kroner.
Du kan læse mere om sponsoratet på Odder Højskoles hjemmeside. Lisbeth som er formand for komitéen og jeg havde selv lidt svært ved at formulere det, da vi sad til aftensmad på skolen. Men sådan er det. Jeg og firmaet skal sørge for mere og bedre omtale af prisuddelingen, der traditionelt foregår anden tirsdag i november.
Eller på chib pressebureaus side på facebook.

Lisbeth og Chresten overdrager 1/4 mio

Lisbeth V. Jørgensen og jeg selv foran Odder Højskole mandag med en 1/4 million i hÃ¥nden. Jeg skulle ogsÃ¥ lige synke en ekstra gang, da journalist Hans Jørgensen fra Odder Avis og Horsens Folkeblad ringede med følgende indledning: “Du er jo en rig mand!”

Siden 1999 har følgende danske personligheder modtaget Den gyldne Grundtvig:

2012: Niels Hausgaard
2011: Mads og Monopolet
2010: Jonatan Spang
2009: Anne Linnet
2008: Outlandish
2007: Thomas Buttenschøn
2006: Søren Ryge
2005: Per Fly
2004: Lise Nørgaard
2003: Steffen Brandt (Og ja, det er en ung Ibsen, der overrækker prisen).
2002: Johannes Møllehave
2001: Niels Højlund
2000: Benny Andersen
1999: Ebbe Kløvedal Reich

titilaros.dk – Klik og giv en ti´er til ARoS

Tuesday, September 1st, 2009

Jeg har opfundet titilaros.dk. Idéen opstod, da ARoS viste sig at have et dundrende underskud på seks millioner kroner i foråret 2009. Samtidig drønede 660.000 omkring den gratis kæmpe-udstilling Sculpture by the Sea ved stranden langs Marselis og Tangkrogen. Jeg kontaktede danskhosting og de satte mig i forbindelse med Agust Gudbjörnsson og hans firma, nebonmedia.com. Nebonmedia designede og byggede titilaros.dk og vi søsatte siden i morges (den 1. september 2009).

titilaros.dk billede

Klik på titilaros.dk og prøv selv. Du giver ti kroner (det er egentlig 10, 30 kr. når PayPal skal betales) per klik. God fornøjelse!

Guide til Ã…rhus

Thursday, July 30th, 2009

LAST_guide_Chresten

Jeg er i gang med at konceptudvikle en guide til Århus for et band (kig længere ned af siden her og gæt hvilket). Guiden rammer folket i september.

Kulturplakaten.dk bragte en artikel om chib pressebureau og Århus-guiden i går, onsdag.

Leaving A Small Town – er det Sdr. Omme?

Wednesday, May 20th, 2009

Leaving A Small Town

Leaving A Small Town er  næsten kun lige begyndt. Bandet er skabt af Niels Christian Simmelsgaard (ja – det er den tidligere “præstens søn” fra Sdr. Omme og min ven fra ungdommens gymnasietid) og selv om Leaving A Small Town er nyt pÃ¥ den danske musikscene, er tanken og indholdet langt fra nyt. Niels Christian – som i dag er min nabo – har knoklet med sin drøm i mange Ã¥r og gennem de seneste to Ã¥r især. For nogle fÃ¥ dage siden kom Niels Christian over og fortalte, at han havde fÃ¥et præsenteret en pladekontrakt. Første single kommer ud i denne mÃ¥ned og til september udgives første album. Mens du glæder dig – og det skal du gøre – kan du nyde udgivelserne (med video) pÃ¥ www.myspace.com/leavingasmalltown.

Kulturen hovedløs i Århus

Wednesday, October 15th, 2008

Lige nu er fire vigtige kulturinstitutioner i Århus uden ledere. Det vil sige at cheferne har sagt op, er blevet gået, er flyttet eller har fået andet job.

De fire store er: Aarhus Teater, VisitAarhus, Musikhuset Aarhus og Train.

De har mistet henholdvis Madeleine Røn Juul, Jørgen Hansen, Henrik Hjort og Peter Sand. Hvis rygterne er sande, er Madeleine gået på grund af svært samarbejde, Jørgen blev gået, Henrik går fordi han flytter, men samarbejdet med det gamle Musikhuset og nye konservatorium er vist en ret hård opgave. Peter Sand har fået job på VEGA i København (Trains konkurrent / kollega i hovedstaden) lige efter en ret omfattende fyringsrunde i huset.

Parkinsons Kongres til Ã…rhus

Wednesday, July 30th, 2008

Jeg sender en mail til borgmestersekretariatet om at Århus måske bør kigge på Parkinsons. Universitetet og et dansk medicinalfirma har netop modtaget fondspenge fra Michael J. Fox til forskning i Parkinsons. Århus har en event-pulje og jeg er kommunikations-konsulent for den eneste koreograf, som har skrevet en forestilling om sygdommen, Melanie Marr fra New York. Hun har endda fået et nummer til skuespilleren fra serien Spin City (i hvert fald til hans sekretær), som hun har fået lov at benytte, hvis hun har brug for det en dag. Min tanke med mailen er, at Århus netop har fået en eventpulje, og at man måske skulle bruge penge på andre ting en gigantkoncerter for at lokke fokus over på Århus.

Chresten optræder på Archauz (fortsat)

Monday, June 16th, 2008

Lørdag formiddag øver vi. Jeg skal sidde udenfor A2 (lille scene). AltsÃ¥ helt udenfor. Jeg skal vente, til Melanie Maar Ã¥bner døren bag bagtæppet og gÃ¥r ud pÃ¥ trappen udenfor Archauz. Hun sætter sig pÃ¥ et gelænder og vi taler. Publikum kan ikke se mig. Først da konversationen er slut skal jeg give hende et inderligt knus og derefter gÃ¥ (væk), hvorefter Melanie Maar gÃ¥r tilbage ind pÃ¥ scenen, lukker døren – og danser videre.
Melanie lægger vægt på, at vi konverserer fuldstændig som vi ellers ville gøre uden publikum. Idéen er, at vi har talt sammen før. Gode samtaler. Pludselig sker det igen. Men i baggrunden sidder publikum og kigger. De har en oplevelse mens vi har vores egen oplevelse af samtalen. Og det er anderledes. Jeg var fuldstændig nervøs under prøven, men ikke under selve forestillingen. Men Melanie beviser, at der er en påvirkning fra publikum, som jeg skrev om i posten i går.
Da jeg giver hende et knus gÃ¥r det op for publikum, at det er mig og at der i virkeligheden er en anden person. De ler. Det føles helt underligt at give knus mens nogen griner af det. Men nu har jeg oplevet det…