Jeg har opfundet titilaros.dk. Idéen opstod, da ARoS viste sig at have et dundrende underskud på seks millioner kroner i foråret 2009. Samtidig drønede 660.000 omkring den gratis kæmpe-udstilling Sculpture by the Sea ved stranden langs Marselis og Tangkrogen. Jeg kontaktede danskhosting og de satte mig i forbindelse med Agust Gudbjörnsson og hans firma, nebonmedia.com. Nebonmedia designede og byggede titilaros.dk og vi søsatte siden i morges (den 1. september 2009).

Klik på titilaros.dk og prøv selv. Du giver ti kroner (det er egentlig 10, 30 kr. når PayPal skal betales) per klik. God fornøjelse!

Jeg er i gang med at konceptudvikle en guide til Århus for et band (kig længere ned af siden her og gæt hvilket). Guiden rammer folket i september.

Kulturplakaten.dk bragte en artikel om chib pressebureau og Århus-guiden i går, onsdag.

Leaving A Small Town er  næsten kun lige begyndt. Bandet er skabt af Niels Christian Simmelsgaard (ja - det er den tidligere “præstens søn” fra Sdr. Omme og min ven fra ungdommens gymnasietid) og selv om Leaving A Small Town er nyt på den danske musikscene, er tanken og indholdet langt fra nyt. Niels Christian - som i dag er min nabo - har knoklet med sin drøm i mange år og gennem de seneste to år især. For nogle få dage siden kom Niels Christian over og fortalte, at han havde fået præsenteret en pladekontrakt. Første single kommer ud i denne måned og til september udgives første album. Mens du glæder dig - og det skal du gøre - kan du nyde udgivelserne (med video) på www.myspace.com/leavingasmalltown.

Lige nu er fire vigtige kulturinstitutioner i Århus uden ledere. Det vil sige at cheferne har sagt op, er blevet gået, er flyttet eller har fået andet job.

De fire store er: Aarhus Teater, VisitAarhus, Musikhuset Aarhus og Train.

De har mistet henholdvis Madeleine Røn Juul, Jørgen Hansen, Henrik Hjort og Peter Sand. Hvis rygterne er sande, er Madeleine gået på grund af svært samarbejde, Jørgen blev gået, Henrik går fordi han flytter, men samarbejdet med det gamle Musikhuset og nye konservatorium er vist en ret hård opgave. Peter Sand har fået job på VEGA i København (Trains konkurrent / kollega i hovedstaden) lige efter en ret omfattende fyringsrunde i huset.

Jeg sender en mail til borgmestersekretariatet om at Århus måske bør kigge på Parkinsons. Universitetet og et dansk medicinalfirma har netop modtaget fondspenge fra Michael J. Fox til forskning i Parkinsons. Århus har en event-pulje og jeg er kommunikations-konsulent for den eneste koreograf, som har skrevet en forestilling om sygdommen, Melanie Marr fra New York. Hun har endda fået et nummer til skuespilleren fra serien Spin City (i hvert fald til hans sekretær), som hun har fået lov at benytte, hvis hun har brug for det en dag. Min tanke med mailen er, at Århus netop har fået en eventpulje, og at man måske skulle bruge penge på andre ting en gigantkoncerter for at lokke fokus over på Århus.

Lørdag formiddag øver vi. Jeg skal sidde udenfor A2 (lille scene). Altså helt udenfor. Jeg skal vente, til Melanie Maar åbner døren bag bagtæppet og går ud på trappen udenfor Archauz. Hun sætter sig på et gelænder og vi taler. Publikum kan ikke se mig. Først da konversationen er slut skal jeg give hende et inderligt knus og derefter gå (væk), hvorefter Melanie Maar går tilbage ind på scenen, lukker døren - og danser videre.
Melanie lægger vægt på, at vi konverserer fuldstændig som vi ellers ville gøre uden publikum. Idéen er, at vi har talt sammen før. Gode samtaler. Pludselig sker det igen. Men i baggrunden sidder publikum og kigger. De har en oplevelse mens vi har vores egen oplevelse af samtalen. Og det er anderledes. Jeg var fuldstændig nervøs under prøven, men ikke under selve forestillingen. Men Melanie beviser, at der er en påvirkning fra publikum, som jeg skrev om i posten i går.
Da jeg giver hende et knus går det op for publikum, at det er mig og at der i virkeligheden er en anden person. De ler. Det føles helt underligt at give knus mens nogen griner af det. Men nu har jeg oplevet det…

Jeg bliver performer. Danser. Eller hvad det nu er. Jeg har nogle dybe og interessante samtaler med Melanie Maar, en New York danser og koreograf, som er på besøg på Archauz.
Vi taler om effekten af publikum. Set med danserens øjne. Hun fortæller, der er forskel på forskellige publikummer. Jeg spørger hvordan. Hun siger, at jeg selv kan opleve det og inviterer mig til at være med i hendes visning på Archauz lørdag klokken 13.
Jeg siger ja… (fortsættes)

Vi på Archauz knokler 24 timer i døgnet med AICC.
De 44 dansere fra hele verden knokler også for at vinde de sammenlagt over 100.000 kroner, som er præmiesummen.
En af priserne er en publikumspris til den bedste danser. Derfor tager jeg et foto af hver danser før forestillingen, så publikum kan se, hvem de vil stemme på.
Onsdag er det to portugisiske danserinder. Da de kommer ind i studiet spørger de pænt om det er ok at de er nøgne.
Jeg tror, at de bare skal skifte, så jeg mumler “thats okay”, mens jeg tænder spots og kamera.
Indrømmet: Jeg bliver en smule forlegen, da jeg ser kostumet. Det er en heldragt i nylon! (sådan noget, som strømpebukser er lavet af).
Efter at have opført mig så professionelt som muligt, sagt “say cheese” og den slags med røde kinder indrømmer jeg, at jeg var lidt flov. Og så bliver de to portugisere en smule sure. For det er netop ikke nøgenheden, der skal være kernen i deres stykke, siger de. Men det blev det altså i fotosituationen.

Burka betyder glas (som et syltetøjsglas) på lettisk.

Jeg er begyndt at savne almindelige dage. Året er fyldt med forskellige “dage” til at gøre opmærksom på fag, kulturelle emner eller whatever. I april har været Skovens Dag, Musikkens Dag (der eksisterer iøvrigt også en “Spil Dansk Dagen” i efteråret, Forskningens døgn (lidt mere originalt med døgn i stedet for dag), i dag - søndag - er “world pinhole day“, hvor fotografer skal tage billeder med pinhole kameraer, og på tirsdag er jeg selv ramt eftersom det er Dansens Dag.
Jeg ved ikke, hvem der sælger rettighederne til de her dage, men jeg håber, de snart sætter prisen op. Der må gerne være et par titelløse dage tilbage i mit år.
Måske skal vi udnævne 2009 til dagens år. Og så udnævne nogle dage til at være ugens dag, månedens dag, årets dag og eventuelt dagens dag!