Archive for the ‘Filosofi’ Category

Manglende vækst er roden til Danmarks manglende selvværd

Monday, August 1st, 2016

Af Chresten Heesgård Ibsen, iværksætter, selvstændig, boligejer, helt almindelig dansk statsborger, ikke-økonom men medlem af JAK Danmark og formand for foreningen Fair bidragssats.

Topøkonomer klandrer nu – ifølge Berlingske Tidende 27. juli 2016 – arbejdsmarkedspolitikken som fejlslagen og overvurderet i forhold til at fastholde og styrke væksten i dansk økonomi.
Tidligere overvismand, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og formand i Nykredt, Nina Smith, lægger ud med en kronik i Berlingske Tidende. Kronikken har Berlingske Tidende brugt som afsæt for en debat med flere ledende økonomer om, hvorvidt fokus på arbejdsmarkedsreformer med fortsat forøgelse af arbejdsudbuddet fortsat bør ses som en løftestang for økonomisk vækst i Danmark.

Splinter af virkeligheden
Det er befriende at se tegn på, at der i økonomernes tågede glasbobler efterhånden også kan anes små splinter fra virkeligheden. Virkeligheden er nemlig, at teorien om arbejdsudbuddet som volumenknap for samfundets vækst ikke holder vand. Der er masser af revner i den måde at betragte virkelighedens mekanismer på, og som det også nævnes, så står den samfundsøkonomiske effekt af at tvinge ‘Dovne Robert’ ud på arbejdsmarkedet ikke helt mål med de udgifter, der måtte være forbundet med den pædagogiske pragtpræstation.

Danmark har Ikke godt af vækst!
Men det er på tide at lade hele glaskuplen sprænges og mange flere teorier sive bort fra nationaløkonomernes indsnævrede brilleglas og dermed også give dem mulighed for at se verden uden et forstyrrende økonomiteoretisk filter.
Det er på tide at tage en død tyr ved hornene, smide den til side og indstille dansk nationaløkonomisk tænkning på de vilkår og rammer, som det danske samfund i virkeligheden udgør.
For Danmark og verden har slet ikke godt af vækst. Noget vækst – muligvis. Men det er IKKE et faktum, at danskernes hverdag bliver bedre for hver krone ekstra, vi kan præstere i BNP (Bruttonationalprodukt).

Human Developement Index siden 1990
BNP er en målestok for, hvor meget, vi omsætter for i samfundet. Det handler om, hvor meget, der bliver købt og solgt og produceret. Selv om man meget nemt kan tænke, at det vel er bedre at sælge mere end mindre, så er der altså en del faktorer, der ikke kan rummes af en nationaløkonomisk model som BNP. For god ordens skyld skal det nævnes at FN i dag bruger den indiske nobelprismodtageren (i økonomi) Amartya Sens indeks, Human Developement Indeks, HDI, til at måle velstand og udvikling. HDI er blevet opgjort hvert år siden 1990 og kan findes her: http://hdr.undp.org/en/data.

Nyt køkken for at øge forbruget?
Men nÃ¥r medier, økonomer og politikere henviser til dansk økonomi, nÃ¥r de lægger eller gransker budgetter og præsenterer nationalregnskaber – ja – sÃ¥ sker det fortsat med udgangspunkt i noget sÃ¥ misvisende og gammeldags som BNP.
En del af dansk økonomi foregÃ¥r i vores boliger. Vi renoverer, river ned, nybygger og sætter i stand. Nogle af os gør det fordi køkkenet virkelig trænger og ovnen er fra 1965 og i sig selv kan betale sig hjem, Men andre gør det fordi det medfører en værdistigning i ejendommen. Med et nyt køkken og mÃ¥ske renoveret badeværelse kan huset sælges lidt dyrere. Ikke fordi vi vil flytte, men bare for at vi kan lÃ¥ne til lidt længere op over vores skorsten og købe en ferie mere, nogle hyndekasser eller fÃ¥ en bil mere. Ofte uden et reelt behov, der rækker længere end at det ‘føles rigtigt’ at forbruge og i øvrigt blev understøttet politisk af en statsminister, som 17. august 2011 direkte opfordrede borgerne til at ‘svinge Dankortet lidt oftere’ (Information 18/8 2011). Eller omvendt med et behov for at hæve vurderingen pÃ¥ boligen og dermed kunne sælge den dyrere – som en handelsvare frem for et hjem.

En hverdag uden gæld?
Selv om danskerne sparer store summer op i bankerne, sÃ¥ er vi – og var pÃ¥ tidspunktet for statsministerens dankort-kommentar ogsÃ¥ verdens mest forgældede folkefærd – mÃ¥lt pÃ¥ gælden i de private husholdninger. Vi har banklÃ¥n og kreditforeningslÃ¥n som aldrig før.
Hvis vi nu antog, at vi danskere havde lyst til at betale vores gæld – bÃ¥de til kreditforening og bank. At bo i betalte hjem. SÃ¥ ville en gigantisk dynamik forsvinde fra landets økonomiske omsætning. Administrationerne i kreditmarkedet skulle skære ned og indtægter pÃ¥ renter, bidragssatser og gebyrer ville forsvinde. Men ville vi dale ned blandt de mest fattige landes økonomier set pÃ¥ velstand og velfærd? Næppe. Men mon ikke en enkelt eller flere finans-ministre og ratingbureauer ville fÃ¥ kaffen i klemme, hvis de skulle forestille sig Danmarks økonomi UDEN boligfinansiering og det finansmarked, der knytter sig til den del af vores hverdag.

Stop ræset – følg dine drømme
Ikke desto mindre er min påstand, at vi alle ville være lykkeligere, hvis vi med et trylleslag fik afdraget vores boliger og dermed ikke længere skyldte bank og realkreditforeninger penge på den konto.
Hvorfor det? Jo, for hvis vi ikke hver måned skulle halse efter at skaffe endnu flere penge til afdrag, renter, bidragssatser og hvad der ellers bliver opkrævet for vores boligers finansierings skyld, så kunne vi give os lidt mere tid til at se vores familie. Vores venner. Måske forfølge en god idé, som vi engang havde opgivet eller i hvert fald lagt på hylden et stykke tid, fordi der også skulle ‘smør på brødet’ og den slags får man jo ikke af at drømme. Altså med mindre man har tid til at forfølge sine drømme.

Bedre iværksætteri
Skulle man følge den tanke helt til dørs ville det i virkeligheden være det ægte incitament til at Danmark kunne fÃ¥ tid og overskud til at give den mere gas som iværksætternation. Hvilket ogsÃ¥ er Nina Smiths ønske ifølge kronik og artikler i Berlingske. Forskellen pÃ¥ professoren og min version af tilgangen til at skabe bedre rum for iværksætteri er blot den, at Nina Smith gerne vil statsstøtte og – i mine øjne – statsbureaukratisere iværksætteriet, mens jeg taler for en afbureaukratisering, der kan frigøre bÃ¥de tid, økonomi og lyst til at iværksættere selv kan iværksætte. NÃ¥r de vil, hvor de vil.

Vækst! Vækst! Vækst!
De færreste af os har i dag tid lyst og overskud til at forfølge vore drømme. For vi er spændt for en vogn, som politikerne holder tømmen på og pisker med råbet ‘vækst’. Den vogn hedder BNP og alle, økonomer, vismænd, embedsmænd og politikere har bildt hinanden ind, at vækst er den eneste kraft, der kan få os til at trække den vogn.

Nationalt selvværd giver velfærd
Men det passer ikke. Vækst er ikke en naturlov, der medfører velstand og samfundet høje selvværd. Tværtimod. NÃ¥r vi konstant ikke leverer de tÃ¥belige krav om vækst, som politikere og økonomer helst ser, for at deres excel-ark giver sorte tal pÃ¥ bundlinjen, sÃ¥ lykkes Danmark igen og igen ikke med særlig meget. Vi lever ikke op til vores egne forventninger. Og det giver lavt selvværd. PÃ¥ samme mÃ¥de som hvis den danske olympiske komité sagde, at danske sportsfolk skulle levere 5 % flere guldmedaljer ved hvert OL. Enten skulle man udvide OL med nye skøre danskudviklede sportsgrene hvert fjerde Ã¥r, importere flere sportstalenter eller træne en større og større andel af befolkningen hvert Ã¥r for at indfri forventningerne. Det kan de fleste af os se det fjollede i, men ikke desto mindre er det samme mindset, der fÃ¥r nationaløkonomerne til at fastholde samfundet i en fælles depression og i et lavt selvværd. En depression, vi først kan træde ud af, nÃ¥r økonomerne tør splintre den fedtede, gamle og ugennemskuelige glaskugle og forsigtigt træde ud i virkeligheden – væk fra de tÃ¥gede forestillinger om vækstsamfundets evige selvudvidende paradoks og ind i en verden, hvor national selvværd er national velfærd.

Denne artikel er skrevet 100 % uden brug af tal. Det skyldes det faktum, at økonomi IKKE er en eksakt videnskab, men ofte fejlagtigt fremstilles som sådan.

Come Along Now

Tuesday, February 9th, 2016

Noget musik passer bedre til bestemte tidspunkter. Titiyos Come Along With Me er god lige nu!

Hvis du synes Grundloven er mere troværdig end politikerne, så stem nej

Monday, November 23rd, 2015

I disse dage lanceres ja- og nejbudskaber på samlebånd. De er konstruerede ud fra den ene og den anden forudsætning.
Typisk ser vi dem i annoncer og debatindlæg – som dette (ja, jeg indrømmer at være nøjagtig lige som alle andre meningsdannere), hvor debattøren har gjort sig den ulejlighed at simplificere budskaberne lidt, sÃ¥dan at det kan læses i én sætning.
Men kun få af de annoncer og kampagneindslag, jeg har set, forholder sig til det reelle indhold i afstemningen.
I stedet har de været gennem en kommunikationsmaskine, et PR-bureau eller en spindoktor, for så til sidst at hæfte sig ved noget andet: Nemlig konsekvensen af et nej. Eller konsekvensen af et ja.

Vil gøre hvadsomhelst for et ja
Ikke den helt umiddelbare konsekvens, altså at en minister skal skrive under på en ny del af loven. Nej. Kampagnerne omhandler i stedet nogle utydelige konsekvenser på meget langt sigt:
Hvis vi stemmer ja vedrørende retsforbeholdet, hvis vi får tilbud om samarbejde, hvis det er godt EU-lovarbejde, hvis politikerne derefter stemmer ja, så kan det betyde bedre internationalt samarbejde omkring optrevling af pædofili-ringe og måske gøre det nemmere for det danske politi i de sager. Annoncen skriver derfor:
‘Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk – stem ja’.
Bingo. Buskab til at forstÃ¥. Men vi fÃ¥r samtidigt to andre budskaber med i ‘pakken’:
1) Afsenderen af budskabet vil gøre hvadsomhelst – inklusive at forfladige budskaber og nærmest lyve – for at fÃ¥ et ‘ja’.
2) Afsenderen tror ikke, det kan betale sig at forklare, hvad vi egentlig stemmer om den 3. december.

kampagne for ja-nejtak

Det er ikke kun Socialdemokraterne, der har brilleret ved forfladiget kommunikation. Her er det Radikal Ungdom, der forsøger med cocktailen bogstavrim og frygt. Giver det dig lyst til at stemme ja? Nej, vel?!

Det handler om at afgive magt

Det, vi stemmer om, har intet med pædofili at gøre. Det har noget med vores folkeafstemninger at gøre. For det danske forbehold handler om, at vi danskere skal stemme ved folkeafstemning for at afgive suverænitet. Suverænitet er vores mulighed for at bestemme over os selv. Det kaldes suverænitet. Vi har udformet vores undtagelser overfor EU sÃ¥ smart, at hvis vi skal afgive magt til andre stater – overnationale som FN eller EU – eller Tyskland, Sverige eller Islamisk Stat, sÃ¥ skal folket høres. Med en folkeafstemning.

Det er sund fornuft. SÃ¥ sund fornuft er det, at politikerne, der typisk har været en del mere positive overfor EU end folket, flere gange har forsøgt at fÃ¥ Danmark til at afgive suverænitet til EU, men ofte er de blevet skuffede, nÃ¥r folket ved folkeafstemning har stemt ‘nej’.

Prøver igen at få magten til at afgive magten
̠rgerligt Рmen demokratisk.
Nu prøver de igen. Denne gang lidt mere spidsfindigt. Nemlig ved at foreslå, at vi fremover lader politikerne selv afgøre, hvis vi skal overgive lidt magt til EU. Sådan i små bidder.
Hvis vi forhandler om politi kan politikerne selv sige ‘ja’ til at afgive lidt dansk suverænitet til EU, og pÃ¥ den mÃ¥de ‘slipper man’ for at skulle folkeafstemme hver gang. Det er ikke blot bøvlet, men med folkeafstemninger hver gang, vil man ogsÃ¥ risikere, at folket stemmer nej!
Politikerne vil gerne have lov at træffe de beslutninger selv. Hver gang. SÃ¥ med folkeafstemningen den 3. december hÃ¥ber man at fÃ¥ en blanko-check fra folket – et ja – til at ‘sælge dansk magt’. Tilvalgsordningen kalder de den.

Du er dum – derfor stem ja
Med kampagnerne og afsenders implicitte budskab om, at de borgere kampagnen henvender sig til, ikke vil kunne forstå det reelle budskab, viser politikerne foragt for mig som vælger.
De skriver: “dette handler om pædofili” nÃ¥r det handler om at give politikerne lov til at stemme for mig.
De vil sælge ud af Grundloven. Men først skal de have mit ja til det. Det vil de gøre ved at påstå, det handler om pædofili.
Politikeren siger med deres forfladigede kampagner, at jeg er for dum til at forstå det rigtige budskab. Derpå beder de om min stemme, fordi de vil forvalte den magt, de påstår, jeg er for dum til at forvalte.
Hvis du synes, de virker mere troværdige end den Grundlov, de forsøger at sælge ud af, så stem ja.
Jeg stemmer nej.

Lidt om rentes rente

Thursday, September 24th, 2015

Jeg er medlem af bestyrelsen for JAK Danmark. Foreningen har eksisteret siden 1931 og siden da arbejdet for at afskaffe rente og spekulation.

Magrit Kennedy – en tysk professor – lavede et regnestykke, der beregnede Jesus-renten. AltsÃ¥ hvad der ville stÃ¥ pÃ¥ Jesus’ børneopsparing, hvis Josef i Ã¥r 0 havde oprettet en opsparingskonto pÃ¥ blot 1 krone i en bank med 5 % i rente. Hvis vi sÃ¥ forestiller os at Jesus genopstod i Ã¥r 2000, hvor meget ville der sÃ¥ stÃ¥ pÃ¥ hans konto efter 2000 Ã¥r?

rentes-rente_Jesus_JAK_web

Svaret er: 2,2 septillioner. Altså: 2 septillioner, 277 sekstilliarder, 240 sekstillioner, 194 kvintilliarder, 870 kvintillioner, 240 kvadrilliarder, nogle kvadrillioner, nogle trilliarder, trillioner, milliarder og millioner, hundredetusinde og måske et par hundrede.

Tallet 2.277.240.194.870.240.000.000.000.000.000.000.000.000.000 (2,277 E 42) er så stort, at vi ikke engang kan forholde os til det. Det svarer til værdien af 4 millioner kugler støbt i guld (guldpris ved 24 karat: 280,52 kr./gram). Hvor hver kugle er på størrelse med solen (masse: 1,989 E 30 kg.)!

Den sammenligning viser, at rentesystemet ikke du’r. Ligegyldigt hvad, sÃ¥ vil et fjollet rentesystem IKKE kunne skaffe os blot 1 guldkugle pÃ¥ størrelse med solen, sÃ¥ hvorfor fortsætter vi med at tro, at rente det er en fornuftig mÃ¥de at opskrive værdier pÃ¥? Jeg aner det ikke. Men jeg tror, at frygten for at skulle ændre pÃ¥ det system, vi har, er langt stærkere end lysten til at gøre verden mere retfærdig.

Det menneskeskabte Babelsgilde

Wednesday, July 8th, 2015

Vi er pÃ¥ vej til et liv via systemer, der holder os lukkede for alt, som vi ikke selv ønsker at se. Sidst gav det sig udslag i valg-tømmermænd til de vælgere, der ikke – med al god vilje – kunne forstÃ¥, hvordan Dansk Folkeparti lige med ét, kunne mobilisere sÃ¥ mange stemmer, at deres resultat overgik det fra sidste valg. Flere valgte at opdatere facebook med kommentarer, hvori de efterlyste folk blandt vennerne, der havde stemt pÃ¥ Dansk Folkeparti.

Men hvorfor opdager man ikke så voldsom en vælgervandring?

Svaret hedder segmentering. Internettet er et hav af informationer. BÃ¥de fra andre til dig, men ogsÃ¥ fra dig til andre. Vi kender alle de smÃ¥ cookies, som alle hjemmesider (der overholder lovgivningen) starter med at annoncere brugen af. Vi klikker alle ‘ok’ uden at spekulere. Som med License agreement for software klikker vi blot ‘ok’ for at komme videre i (web-)verden.

Med cookies er du og dine vaner til at danne overblik over. Bevæger du dig på Politiken, Information, facebookgrupper for venstreorienterede grupper eller partier, så segmenteres du som sådan én. En stereotyp, der sandsynligvis ikke gider læse alt for mange af Joachim B. Olsens statusopdateringer eller klummer fra Den Korte Avis.

Vi betaler for at høre det, vi kan lide

SÃ¥ hvorfor levere dem til dig?
I stedet vælger annoncører, der gerne vil fange opmærksomheden fra folk på venstrefløjen (og her taler vi om SF, Enhedslisten og måske endda Alternativet), dig, som deres mål.

Babeltårnet

De betaler for at du ser deres annoncer eller sponsorerede opslag på Twitter eller Facebook. Måske tror du godt, du kan skelne mellem det sponsorerede og det ikke sponsorerede, men du får generelt færre informationer, der bekræfter andres verdensopfattelser end dit eget. Du beder selv om det. Afsenderen beder selv om det. Formidlere, som fx. Facebook, har kun én interesse: At gøre platformen så tilpasset dine behov og annoncørs behov som overhovedet muligt.

Alle ønsker at tilpasse individuelle verdner til hver enkelt bruger. Hver vores verden. Hvert vores billede af verden.

Samme sprog

Men når vi så skal lave ting i fællesskab i en fælles verden, som fx. den verden, virkeligheden udgør ved et Folketingsvalg, ja så kolliderer 4.145.105 forestillinger om verden pludselig.
Vi har i virkeligheden været udelukket fra at se hinandens verdner mens vi sad og stenede Facebook og klikkede på vores meningsfællers opslag til pegefingerhudløshed.

På mange måder minder udfordringen her om den udfordring, som Gud efter sigende (jeg har det ikke fra mine venners facebookfeed, men fra en fælles bog, som mange af forskellig religiøs observans trods længde og algoritmer på de sociale medier, har læst eller hørt om) påførte menneskene, da de sidst var på deres højeste. Da ville menneskene nemlig med al den teknologiske indsigt, som en forenet menneskehed kunne mobilisere, bygge et tårn, der første direkte til Guds rige. Babelstårnet.

I Det gamle testamente, 1. Mosebog kap. 11 vers 1-9 står:

“Se, de er ét folk med samme sprog. NÃ¥r de begynder at handle sÃ¥dan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, sÃ¥ de ikke forstÃ¥r hinanden.” Det fik arbejdet til at gÃ¥ i stÃ¥, og mennesker spredte sig til fjerne egne af kloden.

Gud mente (ifølge Bibelen) ikke, at menneskene på den måde burde styre deres egen skæbne og gøre sig til egen Gud. Derfor lod han dem tale hvert deres sprog. Uden at kunne forstå hinanden kunne menneskene pludselig ikke længere arbejde sammen. Derfor splittedes de og rejste til fjerne egne. Bum!

Vi splitter os selv

I dag er vi en slags meta-Gud. I vores drift efter at skabe den mest sammenhængende menneskehed nogensinde, splitter vi os selv ved at fjerne os og vores forestillinger om verden længere og længere væk fra hinanden. Vi står overfor at kunne miste forståelsen overfor vores naboer, medborgere, familier og kulturer. Hvis det da ikke allerede er sket. Noget, i kølvandet på seneste Folketingsvalg, kunne tyde på, at vi nærmer os den fuldstændige mangel på forståelse for hinanden.

Det er ikke nemt at forstÃ¥ andre. Især ikke andre, som man ikke anser for at eksistere. Som man ikke er i stand til at se eller høre. Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre i den virtuelle verden. Der er kun virkeligheden at mødes i. Hvis du gider. Men det er dig selv, der skal træde derud. Det er dig, der skal være den udadvendte. Det er dig, der skal være modig nok til at lytte – uden at snakke.

Hvis du da gider.

 

Ved terrassebordet

Thursday, June 4th, 2015

Jeg sidder ved et terrassebord i efteråret. Det er slidt. Træet.
Jeg nipper til min kaffe og bapper på min politisk ulovlige smøg.
Jeg har små børn indenfor.
Men i dag skinner mit terrassebord som var det lakeret eller dækket af finpudset glas.
Alt spejler sig i bordfladen, der ellers plejer at føles ru og ujævn.

Det regner. Jeg ser på busken. Den står på hovedet i det billede, jeg ser på mit terrassebord.
Den er mere mørk end i virkeligheden. Gang på gang brydes billedet af en dråbe, der rammer overfladen af den sø, som har samlet sig på brædderne.
SÃ¥ rystes busken. Af ringe. Ringe i vand, der hurtigt genfinder sin flade.
Nu ligner busken sig selv.
Men igen rystes formen til noget syret zig-zaggende vibrerende.
Og vender tilbage til det oprindelige.
Jeg ser busken. I vandet. Jeg holder fast i billedet af den fordi jeg ved, at når ringene fra vanddråben er væk, så er busken tilbage som før.
Billedet af busken.
Men det bliver ved med at regne. Længe endnu.
Da det endelig hører op, er busken slet ikke sådan som jeg holdt fast i bag øjet.
Den har tabt sine blade.
Men jeg troede, at de var der endnu. Og at busken stod på hovedet.
Nu er bladene væk.
Jeg kigger op. Busken står ikke på hovedet. Den har ingen blade.
Den ligner slet ikke det, jeg ventede på så længe.
Den ligner noget helt andet. En udpint og træt busk.
Træt som træet på mit terrassebord. Der nu er blevet slidt og ru igen. Og vådt.
Vandet er løbet af. Malingen skaller og mangler nogle steder. Intet spejler sig længere i bordet.
Jeg spejler mig heller ikke i noget længere.
Jeg er våd, ru og slidt.
Smøgen er brændt ud. Selv slukket er den forkert.
Kaffen er for lunken til at være kold og for kold til at være lun.
Regnen er forbi og intet er hvad det ligner eller for den sags skyld som før.
Hvad man dog ikke oplever på sådan en terrasse.

Krig og fred og kedsomhed

Monday, March 23rd, 2015

Jeg elsker thriller og drama. I bøger, på TV og i biografen. Drama, der involverer efterretningstjenester, militær, action, hemmeligheder og afsløringer. Tænk hvor lidt underholdning, vi ville have, hvis verden var et fredeligt sted.

Tuesday, January 27th, 2015

En uge i religionernes venskaber

Saturday, January 24th, 2015

Jeg har haft en vidtfavnende uge. SÃ¥dan halvt arbejde og halvt idealistisk. Torsdag den 15. januar tog jeg – efter mit blogindlæg den 6. januar og samme indlæg gengivet i Politiken et par dage senere – pÃ¥ visit i Grimhøjmoskeen sammen med Helle Hansen, som er en god veninde. Vi mødtes med imamerne for at tale om DR Dokumentaren og danskernes reaktioner pÃ¥ den. Samme uge har jeg promoveret Aarhus Gospel Singers, som mÃ¥ siges at være i en helt anden grøft. I forgÃ¥rs var Rune Herholdt fra Aarhus Gospel Singers sÃ¥ pÃ¥ TV2 Østjylland for at fortælle om tro og glæden ved at synge. Fredag var TV Avisen pÃ¥ banen med et indslag, hvor Aarhus Kommune og Østjyllands Politi roser Grimhøjmoskeen for deres indsats i forhold til radikaliserede unge. To indspark i nyhedsstrømmen med fokus pÃ¥ det positive ved forskellige religioner, og det vil jeg gerne rose medierne for.

Mennesker skal beskytte mennesker Рogs̴ mod os selv

Thursday, January 8th, 2015

Vi er nødt til at stemme op mod tidevandet. Hvad enten det er muslimer DF’ere, pædofile, rockere, folk med tatoveringer, folk uden tatoveringer, rige, fattige, venstreorienterede, sorte, hvide, metroseksuelle, venstrehÃ¥ndede, swingere, polyteister, højtuddannede, handicappede, kristne, scleroseramte, narkomisbrugere, narkoleptikere, vÃ¥bensamlere, søvnforstyrrede, personlighedsforstyrrede der er under angreb. Vi er alle – uanset om vi lever i demokrati eller ej – forpligtede til at stÃ¥ op for os selv og hinanden – ogsÃ¥ mod os selv!

Vi laver grupper
Men hvordan kan vi lykkes med at beskytte hinanden mod gruppe(!)pres, når vi konstant inddeler hinanden som i de ovenstående kategorier. Vi inddeler i mængder, grupper, typer. Hvis jeg læsser en bunke Legoklodser ud foran mine børn (eller mig selv) begynder vi automatisk at sortere dem. Efter farve. Efter størrelse. Efter antal knopper, tykkelse, funktion.
Mennesker har svært ved at skelne mellem mange individer. Vi kan se og sanse omtrent syv ting, før vi automatisk ser en mængde i stedet for syv forskellige dele. Vi er nødt til at sortere store mængder for at kunne overskue dem.

Vi tillægger grupperne følelsesladede egenskaber
Det er muligvis en livsnødvendig funktion, men netop den funktion gør det umuligt at bevare ro og fred i et samfund. For pludselig er en gruppe blevet tillagt egenskaber. De gule Legoklodser er de bedste. De smÃ¥ gennemsigtige énere er værdifulde. Irrationelle koblinger opstÃ¥r næsten med det samme, vi har grupperet en mængde. Hvorfor? I don’t know – mÃ¥ske for bedre at huske den – ligesom de hukommelsessystemer, man kan lære, hvor man tillægger enkelte oplevelser en følelsesmæssig historie. Hvadvedjeg – mÃ¥ske andre har et bedre bud?

Vi går amok
Alle bliver vrede og frustrerede. Det sker næsten hver dag – for de fleste. Det kan være konen, børnene, forældrene, uddannelsen, haven,raseri,  vennerne, arbejdet, familien eller pengene, der skaber problemer. Nogle gange kammer det over, og vi slÃ¥r igen. Vi rÃ¥ber, slÃ¥r, ødelægger. Raseriet kommer op til overfladen og ‘dampen bliver lukket ud’. Den slags er en egenskab, som danskerne faktisk ogsÃ¥ er ganske gode til – selv om vi kan blive bedre. Her gælder det om at ramme rigtigt. For hvis din vrede skyldes kæresten, skal den ikke gÃ¥ ud over konen. Hvis din vrede skyldes en idiot i trafikken, skal den ikke gÃ¥ ud over lastbilchaufførerne. Hvis din vrede skyldes en artikel i Jyllands-Posten, skal den ikke gÃ¥ ud over muslimerne.
Men det er ligeledes menneskeligt at være rasende. Så nogle gange er det udfriende at kunne finde sammen og gå amok over noget, man er enige om, er forkert.

Du er blevet ‘kategoriseret’
Individer, der passer ind i de grupper og fællesmængder, som vi har ‘ladet negativt’ er udsatte. De er mÃ¥l for raseriet. MÃ¥ske uden at opdage eller bemærke det. De har ikke nødvendigvis gjort noget med intention om at blive en del af denne fællesmængde – de er bare blevet ‘kategoriseret’ af ud fra et fælles menneskeligt behov for at sortere.

Pligt til at bremse bølgen
Dem skal vi forsvare. Vi skal alle være behjælpelige med at bryde gruppesynet, nÃ¥r uintenderet kategorisering fÃ¥r for stor plads i samfundet. Det er det, jeg mener med en menneskelig pligt. Selv ved at leve i et samfund som det danske demokrati – og sÃ¥ samtidig dukke sig for at lade mængden springe over en selv før de angriber den næste – er at misligholde sin menneskelige pligt.
Det er aldrig fashionabelt at stå op for en pædofil. Lige nu er det helt sikkert heller ikke en lun kop morgente at stå op for muslimer. Jeg siger: Gør det alligevel. For ligesom medierne har et stort ansvar og en skjult meningsdannende magt, så har de intellektuelle (endnu en gruppe) det også. Hvis man véd, at folk lytter eller læser det, man ytrer, så flytter ansvaret med.
Vi har heldigvis alle en fornemmelse af, hvornÃ¥r nogen gÃ¥r over stregen. Vi kan bÃ¥de hoppe med pÃ¥ bølgen og hoppe af den igen, nÃ¥r det bliver for vildt. Hvis bølgen rammer et andet, eller endnu værre, et uskyldigt menneske, sÃ¥ har vi styrken til – ogsÃ¥ som enkeltperson – at sige fra. At beskytte det menneske mod os selv.