Archive for the ‘Medier’ Category

Den største iscenesættelse: David Bowie død

Monday, January 11th, 2016

Kender du den fornemmelse? At hvis noget er for utroligt til at være sandt, sÃ¥ er det det nok ogsÃ¥. Den følelse har jeg siddet med hele dagen: I dag har nyheden gÃ¥et kloden rundt: David Bowie er død. Dagen efter udgivelsen af sit album Blackstar. Samtlige medier har bragt nyheden OG nævnt den seneste plade, der fÃ¥r mange roser med pÃ¥ vejen. Kendte fra hele verden begræder verdensstjernens død og sociale medier flyder med millioner af ‘R. I. P. David Bowie’-opdateringer.
Det føles for veltimet til at være sandt. At pladen lige blev færdig, at han døde dagen efter – tilmed at udgivelsen havde den titel. Bowie er kendt for at genopfinde sig selv, ville ændre udtryk og være anderledes fra udgivelse til udgivelse. Kunne dette være det største trick han nogensinde har gennemført? Eller mÃ¥ske som nogen kunstner nogensinde har gennemført. Det vil kun tiden vise, men tanken strejfede mig altsÃ¥, da jeg sÃ¥ den fuldstændig massive hyldestmediedækning, dødsfaldet udløste.

Bekræfter denne historie teorien om ‘compassion fatigue’

Thursday, December 10th, 2015

Ja – det gør den.

Åbent brev til Danmarks Radios mediemagasin på P1, Mennesker og Medier

Lige nu sker der noget i det danske medielandskab, der gør mig hvidglødende af raseri!

Tilsyneladende sætter samtlige danske medier nyhedskikkerten for det blinde øje overfor én historie, der for blot et år siden ville have ryddet samtlige forsider.
En historie, der opfylder samtlige klassiske nyhedskriterier: Den er aktuel, den er væsentlig, den skaber identifikation, den er sensationel og den er i høj grad fyldt af konflikt. Læs: Samtlige nyhedskriterier bonger ud på max!
Men ikke desto mindre er historien blevet til en Berlingske-artikel – og derfra ikke længere, sÃ¥vidt jeg kan se ( og her mÃ¥ I altsp have mig undskyldt, hvis jeg ikke har haft tjekket alle danske medier. Ingen opfølgning, ingen tema-historier – bare en efterladen læseren med et stort ‘WHAT?!?’
Det hænger som sådan sammen med jeres interessante diskussion fra sidste uge, hvor I hævdede, at der eksisterer to retninger i forhold til debatten omkring compassion fatigue.

Compassion fatigue – to the test
Heraf viste den ene retning sig sÃ¥ blot at være en pÃ¥stand om, at den anden retning (compassion fatigue) ikke eksisterer. Ikke en videre imponerende indsats, den ‘retning’ har ydet for at blive kaldt en retning, men hva… SÃ¥ kan man sÃ¥ diskutere, om det er nok til at hævde, at der er to retninger. I hvert fald bekræfter følgende historie bekræfter, at ‘syndromet’ eksisterer. Ikke blot som billed-bÃ¥ret fænomen, men ligesÃ¥ meget som historie-bÃ¥ret fænomen.
For der kan ikke være en rationel forklaring – ud over compassion fatigue – der kan forklare, hvorfor en historie som den følgende blot drukner i nyhedshavet:
http://www.b.dk/nationalt/450-mindreaarige-flygtninge-forsvundet-sporloest-fra-danske-asylcentre

Journalist har løjet. Nyhed… hmm?
Ekstra Bladet bruger i stedet i disse dage kræfterne pÃ¥ at undskylde, at en journalist har løjet. Wow, hvor ressourcekrævende… At sige undskyld. At bruge flere siders mediedistributionsstøttede avis pÃ¥ at fortælle en historie – om dem selv. Om en journalist, der har løjet. For at sikre avisens fremtidige troværdighed. Indenfor sport…?!?

450 børn forsvundet. Nyhed? Nej, mener medierne.
Hvad fanden er det for en prioritering? Hvad er vigtigst: 450 børn der er forsvundet i Danmark pÃ¥ et Ã¥r eller Michael Quoreshis (undskyld, hvis jeg ikke har taget mig tid til at undersøge den korrekte stavemÃ¥de af hans navn, men jeg tror sgu’ ikke der er én eneste journalist i kongeriget, der har forsøgt at finde bare fornavnet pÃ¥ ét af de børn, der sporløst er forsvundet her i landet siden januar).

Mediernes blinde plet
Nu ‘ser jeg frem til’ at erfare, om Mennesker og Mediers blinde plet er vokset ligesÃ¥ stor som resten af redaktionernes. Mit gæt: Ja. Det tror jeg desværre.
Mange mennesker undrer sig over, hvordan jødeforfølgelsen for mange Ã¥r tilbage kunne ske, uden at folket gjorde noget og reagerede. Det kan sagtens ske, nÃ¥r medierne lægger en stor klap  – fyldt af ligegyldig udenomssnak – henover de blodige sandheder, som vi – uanset om I som medier ønsker at foreholde os eller om vi ønsker at forholde os til – SKAL forholde os til for at kunne fortsætte med at være mennesker.