Chresten Ibsen

Jeg sidder ved et terrassebord i efteråret. Det er slidt. Træet.
Jeg nipper til min kaffe og bapper på min politisk ulovlige smøg.
Jeg har små børn indenfor.
Men i dag skinner mit terrassebord som var det lakeret eller dækket af finpudset glas.
Alt spejler sig i bordfladen, der ellers plejer at føles ru og ujævn.

Det regner. Jeg ser på busken. Den står på hovedet i det billede, jeg ser på mit terrassebord.
Den er mere mørk end i virkeligheden. Gang på gang brydes billedet af en dråbe, der rammer overfladen af den sø, som har samlet sig på brædderne.
SÃ¥ rystes busken. Af ringe. Ringe i vand, der hurtigt genfinder sin flade.
Nu ligner busken sig selv.
Men igen rystes formen til noget syret zig-zaggende vibrerende.
Og vender tilbage til det oprindelige.
Jeg ser busken. I vandet. Jeg holder fast i billedet af den fordi jeg ved, at når ringene fra vanddråben er væk, så er busken tilbage som før.
Billedet af busken.
Men det bliver ved med at regne. Længe endnu.
Da det endelig hører op, er busken slet ikke sådan som jeg holdt fast i bag øjet.
Den har tabt sine blade.
Men jeg troede, at de var der endnu. Og at busken stod på hovedet.
Nu er bladene væk.
Jeg kigger op. Busken står ikke på hovedet. Den har ingen blade.
Den ligner slet ikke det, jeg ventede på så længe.
Den ligner noget helt andet. En udpint og træt busk.
Træt som træet på mit terrassebord. Der nu er blevet slidt og ru igen. Og vådt.
Vandet er løbet af. Malingen skaller og mangler nogle steder. Intet spejler sig længere i bordet.
Jeg spejler mig heller ikke i noget længere.
Jeg er våd, ru og slidt.
Smøgen er brændt ud. Selv slukket er den forkert.
Kaffen er for lunken til at være kold og for kold til at være lun.
Regnen er forbi og intet er hvad det ligner eller for den sags skyld som før.
Hvad man dog ikke oplever på sådan en terrasse.