Chresten optræder på Archauz (fortsat)

Lørdag formiddag øver vi. Jeg skal sidde udenfor A2 (lille scene). AltsÃ¥ helt udenfor. Jeg skal vente, til Melanie Maar Ã¥bner døren bag bagtæppet og gÃ¥r ud pÃ¥ trappen udenfor Archauz. Hun sætter sig pÃ¥ et gelænder og vi taler. Publikum kan ikke se mig. Først da konversationen er slut skal jeg give hende et inderligt knus og derefter gÃ¥ (væk), hvorefter Melanie Maar gÃ¥r tilbage ind pÃ¥ scenen, lukker døren – og danser videre.
Melanie lægger vægt på, at vi konverserer fuldstændig som vi ellers ville gøre uden publikum. Idéen er, at vi har talt sammen før. Gode samtaler. Pludselig sker det igen. Men i baggrunden sidder publikum og kigger. De har en oplevelse mens vi har vores egen oplevelse af samtalen. Og det er anderledes. Jeg var fuldstændig nervøs under prøven, men ikke under selve forestillingen. Men Melanie beviser, at der er en påvirkning fra publikum, som jeg skrev om i posten i går.
Da jeg giver hende et knus gÃ¥r det op for publikum, at det er mig og at der i virkeligheden er en anden person. De ler. Det føles helt underligt at give knus mens nogen griner af det. Men nu har jeg oplevet det…

Comments are closed.