Taber hovedet

hedder det vist. Eller pÃ¥ engelsk: I’ve really lost it.

Maija og jeg kom op at toppes – et godt gammeldags skænderi – og da jeg sÃ¥ var gÃ¥et udenfor for at kigge efter børnene hørte jeg en tallerken smadre inde i køkkenet. SÃ¥ blev jeg hidsig, som aldrig før. Jeg gik ind, skældte ud, lagde armen pÃ¥ køkkenbordet og skubbede alt pÃ¥ gulvet. Væltede en krukke og et par lysestager pÃ¥ gulvet, før jeg sparkede til det lille bord og hamrede en knytnæve ind i den lille fotoramme med billedet fra udsigten over Hjelmensgade. Billedet splintredes, men da Maija stadig skældte videre endte det med, at jeg ogsÃ¥ hev en knage ud af væggen og  hev tøjet ned i bryggerset.

Det føltes som om, at al den frustration over at have holdt hovedet oppe gennem lidt sygdom, tre piger, planlægning af deltidspladsen i institutionerne, masser af arbejde  – og en cykel med trailer som eneste transportmulighed ud over den offentlige - i de fem dage, hun har været i København, kom ud pÃ¥ én gang. Især, da hun sagde, at jeg jo ikke havde ryddet ordentlig op pÃ¥ pigernes værelse.

Vi  er ok venner igen. Jeg bliver bare bange for, at hun pludselig er væk med børnene. Eller at vi pludselig ikke længere kan holde hinanden ud. Desuden røg hendes iPhone i vasken, da jeg ragede ting ned fra køkkenbordet, så nu virker højttaleren  ikke længere. Og hun blev bange for mig. Det er uhyggeligt. For så kan vi jo netop ikke tale om tingene, der er det, vi har allermest brug for.

Crap. Håber, du undgår sådan noget i din verden.

Comments are closed.