3: Journalisten som mål
Herrens veje og journalister er uransagelige.
Det kan være meget svært at være 100 procent sikker på en aftale med en journalist. Og godt for det, for journalister skal jo allerhelst være uafhængige.
Men der er nogle metoder til at fange og fastholde interessen hos journalister. Og netop journalisten er vigtig, idet det er hende eller ham, som skal sørge for at viderebringe dit budskab.
Find først den relevante journalist ved at følge op per telefon den første gang, du sender en pressemeddelelse. Spørg om du har sendt den det rigtige sted hen og få navnet på den journalist, som er modtageren.
En strategi er god. Med den kan du opbygge en fortælling / historie, som kulminerer med det budskab, du gerne vil bringe ud i medierne.
Det fungerer kronologisk som opbygningen af en roman / novelle. Du skal bruge et anslag, en opbygning, et klimaks og en hale.
Du skal løbende (ex over et halvt år) sende pressemeddelelser til det medie, du er interesseret i. Fortæl stort og småt, dog med det vigtigste budskab (for dig) forbeholdt punktet i din “fortælling” som vi kalder klimakset.
Klimaks er dit hovedbudskab. Anslaget er din teaser, og opbygningen forløber med jævnlige pressemeddelelser eller telefonopkald om stort og (mest) småt.
Sådan fanger du interessen. Her er en historie (allerbedst er selvfølgelig, hvis “din journalist” har eneret på historien) som journalisten kan følge med i selv. Sender du ti pressemeddelelser over et halvt år og opnår du omtale på to af dem har de længe tjent sig ind. Altså skal du fokusere på en historie, som fanger journalisten. Du kan pejle dig nærmere journalistens personlige interesser ved at ringe og tale om indholdet i din pressemeddelelse.
Når journalisten er interesseret skal du gerne regelmæssigt sende mere om din historie. Og helst med en ikke enerverende frekvens, men lige nøjagtigt så ofte, at historien ikke er glemt.
Husk at denne fremgangsmåde ikke virker på en redaktion@etellerandetmedie.dk - mailadresse. Den skal være henvendt direkte til den journalist, du har brug for.