Jeg er deprimeret.

Du er deprimeret.

Vi er alle sammen deprimerede.

En gang i mellem. Nogle er det hele tiden. Nogle er smådeprimerede og andre er depressive.

Deprimeret er blevet en sygdom. Endda så meget, at det - ifølge undersøgelser - er blevet en folkesygdom.

Men her står jeg af.

Når bekendte, familie og kammerater spørger: ‘Tror du ikke, du er deprimeret?’ så har spørgsmålet en ’søg læge’-klang. Så er mine følelser blevet til en sygdom.

Jeg har søgt læge. Hun gav mig piller.

Jeg blev varm i kinderne og frygtede at blive en lalleglad mand med dybe sår i sjælen. Kort efter lagde jeg pillerne fra mig. Godt nok har de hjulpet mange - det er godt for dem - men jeg kan og føler ikke at jeg bør spise mig fra mine sår.

For det er, hvad jeg har. Jeg har dybe sår, der strækker rødderne ned, hvor det aldrig vil heles helt. Jeg blev skilt fra min kæreste - hende, jeg troede skulle være min eneste ene - og vi har en dreng som nu er tre år.

Vi elsker ham begge helt vildt. Jeg savner ham sådan, når han ikke er her. I dag ser jeg ham to dage om ugen - hvis min travle hverdag og mit ønske om at tjene nok penge tillader det. Jeg har fået en ny kæreste. Hun bor i Århus og jeg kan næsten ikke nå at mødes med hende, hvis jeg skal være en nogenlunde ordentlig far samtidig.

Hvis jeg ikke må være deprimeret, så synes jeg fandme ikke tingene hænger sammen længere. Har du prøvet bare nogle af de ting, jeg nævner, bør du da allermindst have haft én depression. Ellers synes jeg for alvor, der er grund til at være nervøs.

Hvor lang tid skal det så tage at læges? Jeg håber ikke - selv om det gør ondt - at savnet af min søn kan læges, og aldrig nogensinde med medicin.

Jeg håber til gengæld, det snart bliver ’stuerent’ at være deprimeret. Så jeg og de mange andre deprimerede kan lægge tandpastasmilet til side og slappe af i kinderne uden at blive sendt til lægen.