Fuck Globen

Kan det udtrykkes mere enkelt?

Nej!

Men nogle personer har svært ved at forstå den slags enkle budskaber. Derfor skal jeg gerne anstrenge mig og udlægge udsagnet, så selv en pæn mand som Svend Aage Madsen kan forstå det:

Jeg har tre anker overfor projektet, som I kalder Globen:

1. Projektet mangler autencitet. Det er ikke hverken ærligt eller åbent. Og dermed ikke ægte. Sådan noget kan jyder nemt fornemme. Derfor er der stadig en del modstandere og – utroligt nok – ikke blot støttemedlemmer for det projekt. Projektet er ikke opstået nedefra, men er lagt ned ovenfra. Skulle projektet  fx være et autentisk projekt, ville den tage udgangspunkt i kulturhusets succes og forme sig som et behov fra det gamle kulturhus.

2. Projektet er ikke organisk. Det søger ikke at indarbejde sig i en helhed udenfor sig selv. Det er det, man forstår ved at noget er organisk. I dag er projektet et bærende element for udviklingen i Grindsted (undskyld Billund Kommune) – det er lige før, at politikerne er gået i stå med at støtte udviklingen generelt – for med ”det projekt” tager kommunen måske et syv-mile-skridt ind i fremtiden. Holistisk set er projektet heller ikke, for efter at have etableret sin base, har projektet gravet skyttegrave, forstærket forsvarsværkerne og trukket det tunge medieskyts frem for at tromle modstandere. Sådan behandler man ikke kritik i et organisk projekt.

3. Økonomien. Og her kommer roden til de to ovenstående punkter: Kommunen – lad os bare sige Venstre – har skudt tre millioner af sted til projektering og ansættelse af Svend Aage Madsen. Svend Aage Madsen er ikke nogen skurk eller nogen helt i projektet. Han er bare en stakkel, som er ansat til at kaste sin energi ind for et projekt, som nogen tror på. Han kan fakturere hver en time, hvert et læserbrev, hver en annonce og selv hver en pressemeddelelse, som Midtjysk Ugeblad kopierer ind på side 2,  til fonden bag projektet. Og det er jo både dig, som holder af projektet, dig der måske er i tvivl og mig som er imod. Det er vores penge, der finansierer reklamerne og kampagnerne og debatterne for projektet.

Af samme grund holder jeg mig lidt tilbage i debatten. Jeg ville gerne have været med i processen om at skabe et organisk projekt, men blev mødt med noget jeg tolkede bedst som had. Finansieret af Billund Kommune og mig selv… Indtil i dag, hvor jeg  har fundet en lejlighed og et job i Århus.

Om 250 millioner kroner er for meget, vil jeg lade vestjyderne om at vurdere.

Du kan læse mere om Globen på denjyskeglobe.dk.