Økonomi
Der skal skæres, for at Billund og Grindsted kommuner kan blive til Billund Kommune. Jeg bryder mig ikke om at tage noget væk fra borgere, men på den anden side bryder jeg mig principielt heller ikke om sammenlægningen. I hvert fald ikke at den kommer “ovenfra”. Nå. I gang skal vi. Og det skal foregå ordentligt. Borgerne skal vide, hvad der sker og jeg synes Ny Billund Kommune får en rigtig dårlig begyndelse, hvis samtlige politikere starter med at love at alt bliver harmoni, hvorefter de (efter valget) går i gang med den reelle sammenlægning. Og den vil betyde nedskæringer. Jeg forudser, at der skæres en skole i løbet af ti - tyve år. Det vigtige er at kommunikere tingene ærligt frem og sørge for én ting: Forståelse.
Alle i begge kommuner kan forstå, at der er forskelle på service, økonomi og kultur. Hvordan vi forener de forskelle og “harmoniserer” dem skal også kunne forstås. Heldigvis er det kun politikere, der er dumme, for borgerne ved godt, at vi ikke løser noget ved at love at alt bliver bedre. Der skal skæres. Hvis det står til mig bliver det efter skolemodellen. Se mere om den under Folkeskolen.
Kommunen skal købe private boliger, som kan opfylde de behov, kommunen har for at anvise boliger. En del borgere, med ønske om at købe nyt, venter til det gamle er solgt. Køber kommunen aktivt boliger vil “bylden” af boliger til salg briste og boligmarkedet blive sparket i gang. Hvilket igen er en fordel for Ny Billund Kommune.
Overordnet for mine tanker om økonomien er, at jeg hellere vil love det værste og så senere blive positivt overrasket. Det lyder som om, kommunerne har penge på kistebunden, men det har jeg ikke indsigt i. I hvert fald ikke nok til at ville bruge noget på forhånd.