Selvgjort er velgjort: The OKI case

cyan toner sensor error

Jeg købte min OKI C9300 farvelaserprinter i 2005 for knapt 30.000,- kr. Den kan printe i A3 +, hvilket betyder, at den kan printe et magasin i A4 ud over kanterne.
Alle bevægelige dele kan skiftes – og er blevet det – i løbet af maskinens 10 Ã¥r. Toner (dem er der fire af) koster mellem 1300,- kr. og 1800,- kr. Tromlerne er en smule dyrere.

Jeg har haft lidt problemer og fejlmeldinger gennem Ã¥rene, men kendte stort set alle, da ‘fejl i cyan tonersensor’ dukkede op pÃ¥ displayet for en mÃ¥neds tid siden. Jeg har gennemsøgt nettet. Fundet mange forklaringer og løsningsforsøg. Ingen virkede. Jeg kom til det punkt, hvor jeg nÃ¥ede til supportens klassiker: 1) Er toneren original? Svar: Ja. 2) Skift toneren: er fejlen der stadig? Svar: Ja. (pris: 1.500,- kr.). 2) Skift tromlen: er fejlen der stadig? Svar: Ja. (pris: 2.000,- kr.). 3) Søg hjælp! Jeg skrev og ringede til OKI support, der 1) slog fast, at der ingen garanti var længere og 2) gennemgik de 3 førnævnte punkter…
Det er tydeligvis en sjælden printer i dag. Der blev ikke solgt forfærdeligt mange af dem pga prisen, og denne har holdt ekstraordinært godt.
Efter at have kontaktet 4 eksperter (OKI reparatører) som alle mÃ¥tte give op, prøvede jeg – for 117. gang – med nogle kreative og anderledes tiltag. Jeg har renset, skiftet, justeret, testet, testet og testet uden held.
Og sÃ¥ var den der pludselig. ‘Fejl i cyan toner sensor’ forsvandt, og jeg kunne atter printe. Løsningen virkede, endda sÃ¥ godt, at OKI-specialist nummer 4 gerne ville høre løsningen. SÃ¥ den fik han. Jeg har ogsÃ¥ selv skrevet den ned just in case. Selvgjort er velgjort!

En uge i religionernes venskaber

Jeg har haft en vidtfavnende uge. SÃ¥dan halvt arbejde og halvt idealistisk. Torsdag den 15. januar tog jeg – efter mit blogindlæg den 6. januar og samme indlæg gengivet i Politiken et par dage senere – pÃ¥ visit i Grimhøjmoskeen sammen med Helle Hansen, som er en god veninde. Vi mødtes med imamerne for at tale om DR Dokumentaren og danskernes reaktioner pÃ¥ den. Samme uge har jeg promoveret Aarhus Gospel Singers, som mÃ¥ siges at være i en helt anden grøft. I forgÃ¥rs var Rune Herholdt fra Aarhus Gospel Singers sÃ¥ pÃ¥ TV2 Østjylland for at fortælle om tro og glæden ved at synge. Fredag var TV Avisen pÃ¥ banen med et indslag, hvor Aarhus Kommune og Østjyllands Politi roser Grimhøjmoskeen for deres indsats i forhold til radikaliserede unge. To indspark i nyhedsstrømmen med fokus pÃ¥ det positive ved forskellige religioner, og det vil jeg gerne rose medierne for.

Mennesker skal beskytte mennesker Рogs̴ mod os selv

Vi er nødt til at stemme op mod tidevandet. Hvad enten det er muslimer DF’ere, pædofile, rockere, folk med tatoveringer, folk uden tatoveringer, rige, fattige, venstreorienterede, sorte, hvide, metroseksuelle, venstrehÃ¥ndede, swingere, polyteister, højtuddannede, handicappede, kristne, scleroseramte, narkomisbrugere, narkoleptikere, vÃ¥bensamlere, søvnforstyrrede, personlighedsforstyrrede der er under angreb. Vi er alle – uanset om vi lever i demokrati eller ej – forpligtede til at stÃ¥ op for os selv og hinanden – ogsÃ¥ mod os selv!

Vi laver grupper
Men hvordan kan vi lykkes med at beskytte hinanden mod gruppe(!)pres, når vi konstant inddeler hinanden som i de ovenstående kategorier. Vi inddeler i mængder, grupper, typer. Hvis jeg læsser en bunke Legoklodser ud foran mine børn (eller mig selv) begynder vi automatisk at sortere dem. Efter farve. Efter størrelse. Efter antal knopper, tykkelse, funktion.
Mennesker har svært ved at skelne mellem mange individer. Vi kan se og sanse omtrent syv ting, før vi automatisk ser en mængde i stedet for syv forskellige dele. Vi er nødt til at sortere store mængder for at kunne overskue dem.

Vi tillægger grupperne følelsesladede egenskaber
Det er muligvis en livsnødvendig funktion, men netop den funktion gør det umuligt at bevare ro og fred i et samfund. For pludselig er en gruppe blevet tillagt egenskaber. De gule Legoklodser er de bedste. De smÃ¥ gennemsigtige énere er værdifulde. Irrationelle koblinger opstÃ¥r næsten med det samme, vi har grupperet en mængde. Hvorfor? I don’t know – mÃ¥ske for bedre at huske den – ligesom de hukommelsessystemer, man kan lære, hvor man tillægger enkelte oplevelser en følelsesmæssig historie. Hvadvedjeg – mÃ¥ske andre har et bedre bud?

Vi går amok
Alle bliver vrede og frustrerede. Det sker næsten hver dag – for de fleste. Det kan være konen, børnene, forældrene, uddannelsen, haven,raseri,  vennerne, arbejdet, familien eller pengene, der skaber problemer. Nogle gange kammer det over, og vi slÃ¥r igen. Vi rÃ¥ber, slÃ¥r, ødelægger. Raseriet kommer op til overfladen og ‘dampen bliver lukket ud’. Den slags er en egenskab, som danskerne faktisk ogsÃ¥ er ganske gode til – selv om vi kan blive bedre. Her gælder det om at ramme rigtigt. For hvis din vrede skyldes kæresten, skal den ikke gÃ¥ ud over konen. Hvis din vrede skyldes en idiot i trafikken, skal den ikke gÃ¥ ud over lastbilchaufførerne. Hvis din vrede skyldes en artikel i Jyllands-Posten, skal den ikke gÃ¥ ud over muslimerne.
Men det er ligeledes menneskeligt at være rasende. Så nogle gange er det udfriende at kunne finde sammen og gå amok over noget, man er enige om, er forkert.

Du er blevet ‘kategoriseret’
Individer, der passer ind i de grupper og fællesmængder, som vi har ‘ladet negativt’ er udsatte. De er mÃ¥l for raseriet. MÃ¥ske uden at opdage eller bemærke det. De har ikke nødvendigvis gjort noget med intention om at blive en del af denne fællesmængde – de er bare blevet ‘kategoriseret’ af ud fra et fælles menneskeligt behov for at sortere.

Pligt til at bremse bølgen
Dem skal vi forsvare. Vi skal alle være behjælpelige med at bryde gruppesynet, nÃ¥r uintenderet kategorisering fÃ¥r for stor plads i samfundet. Det er det, jeg mener med en menneskelig pligt. Selv ved at leve i et samfund som det danske demokrati – og sÃ¥ samtidig dukke sig for at lade mængden springe over en selv før de angriber den næste – er at misligholde sin menneskelige pligt.
Det er aldrig fashionabelt at stå op for en pædofil. Lige nu er det helt sikkert heller ikke en lun kop morgente at stå op for muslimer. Jeg siger: Gør det alligevel. For ligesom medierne har et stort ansvar og en skjult meningsdannende magt, så har de intellektuelle (endnu en gruppe) det også. Hvis man véd, at folk lytter eller læser det, man ytrer, så flytter ansvaret med.
Vi har heldigvis alle en fornemmelse af, hvornÃ¥r nogen gÃ¥r over stregen. Vi kan bÃ¥de hoppe med pÃ¥ bølgen og hoppe af den igen, nÃ¥r det bliver for vildt. Hvis bølgen rammer et andet, eller endnu værre, et uskyldigt menneske, sÃ¥ har vi styrken til – ogsÃ¥ som enkeltperson – at sige fra. At beskytte det menneske mod os selv.

DR på korstog på Grimhøjvej

Jeg bor 300 meter fra Grimhøjvej. Jeg er født i udkantsdanmark og sørme om jeg ikke genoplever samme korstog mod ‘dem vi ikke gider forstÃ¥’ i DR 1 Dokumentaren ‘Den fordømte moske’ tirsdag aften, som man oplever ude i de tyndt befolkede omrÃ¥der i Jylland, nÃ¥r det gælder hvor selvforskyldt deres armod er.

Og jeg er lodret uenig. Hvordan kan DR1 stille Naser Khader mikrofonen til rÃ¥dighed ved følgende udsagn: ‘Jeg fÃ¥r henvendelser fra familie, venner, naboer […] om at der foregÃ¥r kritisable ting.’ Uden at DRs journalist spørger ind til, om hvilke henvendelser, der er tale om. Uden at ønske at se dem. Det er, trods alt, meget alvorlige anklager, han fremlægger.

Taknemmelig for at her er plads
Naser Khader bor ikke her. DR gør heller ikke. Faktisk bor her mange danskere, og så endnu flere muslimer, som sikrer, at vi har Danmarks fedeste indkøbscenter Bazar Vest.
Jeg er taknemmelig for, at vi har et sted, hvor muslimer i min by og mit land kan søge sammen om deres religion og finde fred med den, når andre i mit land byder dem og deres religion så meget trods og så lidt plads.

Din fjendes fjende
Husk pÃ¥, at da Syrien i begyndelsen skulle angribes, kunne det ikke gÃ¥ hurtigt nok med at bakke op om koalitionen. Det var et virvar for koalitionen at finde oprørsgrupper, som man turde samarbejde med og sende vÃ¥ben til. ISIS var én af de bedst organiserede grupper. I dag har vi valgt dem fra igen som væbnede samarbejdspartnere, men de kæmper fortsat mod vores fjender – med masser af amerikanske vÃ¥ben. ISIS blev faktisk først vores fjende den dag, vi valgte dem fra.

Fremmedlegionen
Vi skal også huske på, at der gennem alle år er danskere, der rejser til Frankrig og indskriver sig i en mindst lige så barsk organisation, nemlig Fremmedlegionen. Den arbejder for andre mål end danske. Den vælger mål efter fransk udenrigspolitik. Hvor tit tjekker DR, PET og politiet, hvem Fremmedlegionen kæmper imod, og hvor, og hvor mange danskere, der deltager?

Imamer som klipper i stormen
Jeg er stolt over, at vi har imamer, der vil være klipper mod stormen for de islamisk troende. At de sikrer, at der er et sted, hvor man ogsÃ¥ som muslim rent faktisk ogsÃ¥ kan praktisere den religionsfrihed, som vi har skrevet i vores lovfundament for Danmark. Den religionsfrihed, som vi halvkristne ateister har sÃ¥ svært ved at værne om for andre end os selv. Endnu mere varmer det mig, at de tør rose en ung dansker som en helt. Muligvis som de eneste pÃ¥ Jorden, pÃ¥ den baggrund, at den unge mand døde for sin tro, og at nÃ¥r man dør for sin tro, sÃ¥ er man en helt. Der er mange danskere, der er døde for deres tro, der hyldes som helte. Selvfølgelig bør man gøre det. Men i denne situation, hvor en dansk dansker har fÃ¥et nok af krigen i Syrien (det har jeg i øvrigt selv) og har gjort, hvad han kunne for at ændre pÃ¥ noget. Hvad er det nemmeste da? At afvise ham – udstøde ham af fællesskabet, som det Ã¥benbart er sket?Eller at diskutere, om det var rigtigt eller forkert – eller mÃ¥ske begge dele, sÃ¥dan som vi bryster os af at være eksperter i her i landet. Jeg vil hylde mennesker, som gør noget, for det, de tror pÃ¥.

Demokratiets fejl
Demokratiet har fejl. Det siger imamer og muslimer ogs̴, men her stopper politikernes Рog mediernes Рforst̴else.
Det er som om, at danskere har lov til at kritisere demokratiet synder og sammen. Men hvis du har en anderledes baggrund, sÃ¥ er det privilegium – altsÃ¥ ytringsfriheden – ikke en helt sÃ¥ sikker rettighed. I ‘Den fordømte moske’ tager den ene politiker efter den anden ud pÃ¥ Grimhøjvej for at debattere og skælde ud. Vise styrke. Overfor en gruppe imamer, som reelt blot kan tage alle slag for gruppen, for siger de en lillebitte fejl, bliver de efterfølgende offentligt lynchet i medierne. Derfor er invitationen fra DR en gratis billet til at ride med pÃ¥ folkebølgen mod islam. Det er ikke kønt. Det stÃ¥r ikke skrevet nogen steder, men DR giver taletid til politikere, der gerne vil vise mod. Op til et valgkampsÃ¥r.

Moske kontra kirke
I programmet bliver en præmis ofte vendt. Nemlig den, at de unge som tager i krig i Syrien oftest (22 ud af 27) kommer i Grimhøjmoskéen. Moskeens imamer fortæller, at de unge er velkomne. I Den danske Folkekirke er alle også velkomne. Uanset baggrund, religion og ideologier. Men når DR vender blikket mod moskeen på Grimhøjvej gælder nogle andre regler.

Hvad bliver resultatet?
Jeg er af den overbevisning, at nÃ¥r vi – medierne sammen med Danmarks Radio – lægger sÃ¥ tungt et pres pÃ¥ en enkeltsag forud for et Folketingsvalg, ja sÃ¥ mÃ¥ det gÃ¥ galt. SÃ¥ mÃ¥ det ende med en fejlslutning, hvor vores folkevalgte sætter embedsværket i sving med at undgÃ¥ principperne i Grundloven. Forbyde noget der er lovligt. Endnu en Tvindlov. Det kan sÃ¥ være med til at radikalisere i hvert fald muslimernes egen selvforstÃ¥else her i landet. Det vil – igen – være vand pÃ¥ en politisk mølle, der sikrer en fortsat xenofobisk debat i samfundet. Ikke min kop te. Men hey – jeg er jo ogsÃ¥ bare en udkantsdansker, der har bosat mig i et rødt parcelhus pÃ¥ en nabovej til det, som danske medier i det korstog, de mÃ¥tte kunne ventes at mobilisere i et xenofobisk land, har udrÃ¥bt til verdens farligste vej.

PS: Hvis dette bliver bragt går jeg stærkt ud fra at det i morgen er mig selv, der er den udstødte i dette udstødningsfyldte samfund. For hvorfor lytte længe, når man kan dømme hurtigt?

Spændt på oprydningen i justitsministeriet

Der er tryk pÃ¥ i justitsministeriet. Justitsminister Mette Frederiksen er gÃ¥et i gang med at ‘rydde op’. Efter klager fra Folketinget over samarbejdsvanskeligheder har hun taget arbejdshandskerne pÃ¥ – ikke for at gÃ¥ ned i maskinrummet, som politikere ellers ofte ynder at kalde det, men for at luge ud i ukrudtet og uvanerne i ministeriet. En af uvanerne skulle – ifølge formand for statsrevisorerne, Peder Larsen, være at embedsmændene er helt ufølsomme overfor mennesker, som han helt ekstraordinært har udtalt sig til Jyllands-Posten.
Allerede i portrætprogrammet ‘Jeppesen møder’ hvor Michael Jeppesen følger Mette Frederiksen over flere dage i hendes nye ministerium, er der problemer forude. Hun løfter i hvert fald sløret for, at det bliver en udfordring at rette op pÃ¥ ministeriet, og at hun har lovet Folketinget at gøre noget ved sagen. Det siger hun ogsÃ¥ i en artikel Jyllands-Posten fredag den 7. november, hvor hun dog ogsÃ¥ forsvarer sine medarbejdere. Det pÃ¥ trods af, at hun netop har ‘flyttet’ den ledende chef, departementschef Anne Kristine Axelsson. Udvisningen lød på ferie – dernæst ny arbejdsplads – nemlig Kirkeministeriet.

Så piben har fået en anden lyd. En anden tone, kunne man mene. Så anderledes, at ministeriets embedsmænd har kaldt til fællesmøde mod den nye og i DJØF-ører åbenbart ikke velklingende tone.

NÃ¥r de piber, mÃ¥ det være fordi ministeren har fat et sted, hvor det gør ondt. Det er – efter min mening – netop ministrenes fornemste rolle: At sætte sig igennem og ændre ministerier til det, som de skal være – nemlig folkets tjenere. Og det er derfor, vi har valgt politikerne. Til at bestemme, hvad folkets tjenere skal tjene folket med. Godt kæmpet Mette Frederiksen, jeg hÃ¥ber det bliver godt, og at du klarer ildprøven. Og sÃ¥ er det i virkeligheden en hel del vigtigere at se tilbage og vurdere, om de tidligere ministre var deres opgaver voksne? Svaret ligger lige for: Nej! Karen Hækkerup var ikke. Derfor er det naturligt, at hun træder ud af politik. Men var Morten Bødskov egentlig væsentlig bedre? Næh, det kan han ikke have været.

Britta Egebjerg på P4 Østjylland

chib forlag udgiver den 12. september fotobogen ‘NÃ¥r himlen vælter ind over land’ af Britta Egebjerg. I gÃ¥r – mandag den 1. september – var Britta gæst i P4 Østjylland hos vært, Rasmus Scharling Toft for at fortælle om hendes bog. Du mÃ¥ meget gerne ‘like’ P4 Østjyllands opdatering om Britta pÃ¥ deres facebookside her:

Bange for at fejle?

I sÃ¥ fald kan man isolere sig for evigt i sin egen navle. Lad mig understrege: Det er ikke nemmere, mindre ubehageligt eller sjovere for mig at fejle og drage fejlagtige konklusioner som for eksempel den seneste fortolkning af Venstres krise og løsningen pÃ¥ den. Desværre (mest for min ære og mit selvværd) udspillede virkeligheden sig anderledes end mit gæt. Men. Jeg er ikke bange for at træde ud pÃ¥ vand, hvor andre ikke tør træde. Jeg gør det ogsÃ¥, selv nÃ¥r de tørskoede rÃ¥ber, at det er tÃ¥beligt. Det er et træk, der gør mig stolt over mig selv som menneske. Just say’in!

Hvilke egenskaber ved dig selv gør dig stolt?

Venstrekrisens kulmination

Dette er mit bud på, hvordan en modig og samlende plan for Lars Løkke Rasmussens exit kunne skrives, og mit bud på, hvad Venstres krise i så fald ville munde ud i. Jeg har min egen vurdering af, hvad der virkeligt blev aftalt i de ti minutter i Odense, hvor Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trådte afsides for at indgå den aftale, som alle lige siden har tolket i øst og vest.
Min version er følgende, og har for den sags skyld været det hele vejen:
Du kan læse her (på min facebookside), hvordan jeg mener, planen om kongemordet var lagt, forud for krisemødet i Venstres hovedbestyrelse.

Min næste pÃ¥stand er, at Lars Løkke Rasmussen – efter at have præsenteret hovedbestyrelse inklusiv modstandere og Kristian Jensen for den alternative plan – nemlig at bringe Ã¥rsmøde, kampvalg og den folkekære Søren Gade pÃ¥ banen – bad om en timeout med Kristian Jensen. Her kommer den geniale del af Lars Løkke Rasmussens plan i spil:

Selvfølgelig har han overvejet at trække sig. Det skal han under alle omstændigheder pÃ¥ et tidspunkt. Lars Løkke Rasmussen tilbyder Kristian Jensen at de sammen kan byde partiet, hovedbestyrelsen og hele Danmark pÃ¥ ro, ved at indgÃ¥ en aftale. En aftale om løbende indskiftning. Kristian Jensen fÃ¥r en dato for formandsskifte, hvor Lars Løkke vil træde tilbage, og sammen kan de fÃ¥ deres ønsker opfyldt: Kristian Jensen fÃ¥r sit opfyldt om at kunne træde op pÃ¥ formandsposten, mens Lars Løkke Rasmussen slipper ud af opgøret pÃ¥ en konstruktiv mÃ¥de – med æren i behold, fordi han i første omgang ikke lader sine handlinger diktere af medierne og presset fra omgivelserne og derved tegner et billede af en stærk og i krisetider kreativ leder.

Allerbedst er signalet om, at Venstre kan samarbejde sig ud af kriser. Hele misæren har samlet pressens udelte fokus pÃ¥ oppositionspartiet. Det er en modig strategi, for hvis strategien slipper ud i det fri – til pressen – sÃ¥ vil pressen sÃ¥vidt muligt modarbejde det planlagte spin og nægte at trække læsset. Men det gør den samlede danske presse altsÃ¥ lige nu. Strategien er det, jeg kalder ‘fly i frit fald’. Den kan faktisk godt flyve, men kun ved at opnÃ¥ sÃ¥ høj hastighed, at vingerne igen fÃ¥r opdrift. Den eneste mÃ¥de at nÃ¥ sÃ¥ høj hastighed, er ved at rette kursen nedad indtil man nÃ¥r maksimal hastighed og igen kan trække flyet op og lande.

Alternativet var en krise af kolossale dimensioner. Nu har Venstre en chance for at rette flyet op. Med en lille smule naivitet fra danske medier og en god timing af offentliggørelsen af Lars Løkke Rasmussens afgang, vil det faktisk være indenfor rækkevidde at gribe situationens kaos og vende det til en succesrig historie for Venstre.

Og her kommer min pointe sÃ¥: Hvis dette er, hvad Lars Løkke Rasmussen foreslog Kristian Jensen tirsdag den 3. juni, sÃ¥ er det et perfekt timet forslag. Som vi husker fra sidste Ã¥r, dominerede Socialdemokraterne Folkemødet 2013 med rygterne om en kommende ministerrokade. (Rent spin, vurderede DR2s Martin Krasnik). I Ã¥r har Venstre bolden og vil servere samtaleemne nummer ét pÃ¥ Folkemødet 2014 pÃ¥ Bornholm: Lars Løkke Rasmussens afgang OG Kristian Jensens nye formandskab. SÃ¥ledes fÃ¥r Kristian Jensen det afgørende skub fremad – ogsÃ¥ i medierne – og Lars Løkke Rasmussen sætter atter en tyk streg under sine evner indenfor forhandling, timing og diplomati. Venstre er reddet, medierne bÃ¥de trak og skubbede partiet frem til det bedst mulige afsæt for et formandsskifte.

Ironisk nok er medierne i gang med at straffe sig selv, fordi de troede, de tog fejl om formandsskiftet. Derfor vil de helt sikkert hverken nÃ¥ eller turde at spÃ¥ en analyse som denne. (Det kan jeg kun tillade mig, fordi jeg ikke har læsere og seere og lyttere at tage troværdighedshensyn til). I virkeligheden havde medierne ret. Lars Løkke Rasmussen bebudede sin afgang. Men kun overfor Kristian Jensen. Kun medierne kan ændre pÃ¥ Venstres begavede plan. Men løbet er kørt – torsdag begynder Folkemødet, Venstre offentliggør aftalen, og medierne er igen fanget i sin egen politiske trædemølle og mÃ¥ transmittere den altoverskyggende historie i denne uge: Løkke Rasmussens afgang.

Indholdet i planen beskrevet her er gætværk. Det er den plan, jeg ville have skrevet, hvis jeg havde brugt de muligheder og begrænsninger, som hele smudsaffæren og kongemordet i Venstre gav. Om timingen holder er ikke sikkert – men den lÃ¥ lige til højrebenet.